Aktieskolen 2 – Læs selskabets regnskaber

Ethvert aktieselskab skal offentliggøre et årsregnskab og faktisk også kvartals- og halvårsregnskaber. Det kan være en god ide at følge med i de selskaber du investerer i, herunder deres regnskaber. Hvis du ikke magter at følge med i regnskaber, skal du dog ikke fortvivle – de vigtigste ting vil ofte blive beskrevet i nyhederne rundt omkring.

Regnskaberne kan du ofte finde inde på selskabets hjemmeside, måske under deres sektion for Investor relations. Der findes mange nøgletal i et sådant regnskab, og lad os lige gennemgå nogle af de vigtigste af dem.

Omsætning

Omsætningen er hvor mange varer de har solgt for. Læg mærke til om selskabet har forøget omsætning, fordi det betyder jo de har mange kunder. Vær dog opmærksom på at en høj omsætning ikke nødvendigvis betyder høj indtjening. Det kunne jo være selskabet har sænket prisen voldsomt for at øge konkurrencen og måske vinde markedsandele. Dette vil ofte give en højere omsætning, fordi flere køber billigere. Men overskuddet er måske ikke så stort i sidste ende.

EBIT

EBIT står for Earnings before interest and tax og er altså indtjeningen før renter og skat. Det er altså det selskabet har omsat for fratrukket udgifter til varer og personale.

Nettoresultat

Nettoresultatet er et selskabs overskud efter skat. Det er altså de penge der kommer til at ligge på bundlinjen. Selskabet (eller måske rettere aktionærerne) skal så tage stilling til hvad resultatet skal bruges til. Det kan f.eks. bruges til at øge egenkapitalen (selskabets formue) eller til at udbetale udbytte.

Egenkapital

Selskabets egenkapital er selskabets formue. Det er altså det selskabet reelt set er værd.

Balance

Balancen opdeles i aktiver og passiver. Aktiver er det selskabet ejer. Det kan være penge i banken, varer på lageret eller måske goodwill. Passiver er det der skal finansiere aktiverne, som f.eks. egenkapitalen eller gæld i banken.

Resultat pr. aktie

Hvis du tager nettoresultatet og dividerer med antallet af udstedte aktier, får du resultat pr. aktie. Dette tal er vigtig, fordi det fortæller noget om hvor meget kursen kan blive påvirket ved resultatets størrelse.

Indre værdi pr. aktie

Den indre værdi pr. aktie beregnes ved at tage egenkapitalen og dividere med antal udstedte aktier. Derved får man et udtryk for hvor stor en del af selskabets formue, som hver enkel aktie repræsenterer. Kaldes ofte også blot for indre værdi.

Kurs / indre værdi

Hvis du tager kursen og dividerer med den indre værdi, får du et udtryk for  hvor meget investorerne er villige til at betale for 1 kr. egenkapital i selskabet. Som udgangspunkt ville man normalt sige at dette nøgletal skulle være 1 kr., så investorerne betalte 1 kr. for 1 kr. i egenkapital. Er nøgletallet over 1, kan man kalde aktien for dyr – er den under 1 er den billig. Jo lavere nøgletallet er, desto mere stabil er virksomheden og dermed er risikoen for at den går fallit lavere.

P/E – price/earning

P/E-værdien eller price pr. earning eller kurs pr. indtjening beregnes ved at tage kursen og dividere med resultat pr. aktie. Dette er et nøgletal som fortæller hvor meget investorerne er villige til at betale for 1 kr. overskud. Dette er også et udtryk for om aktien er billig eller dyr. Man kan ikke rigtig sammenligne P/E-værdier mellem virksomheder – men du kan sammenligne den samme virksomheds P/E-værdier historisk.

Beretninger

Du finder også i årsregnskabet ofte en masse information om selve virksomheden og hvad de selv forventer. Det er her du lærer virksomheden at kende. For medicinalvirksomheder vil de måske opsummere den portfølje af lægemidler de har lige nu og hvad status er på dem. Det kan være vigtig info at følge med i.

Jeg håber dette gav et lille indblik i hvad du kan finde af data i et regnskab. Der findes masser af info i et regnskab der er guld værd. Fortvivl ikke hvis ikke du forstår det hele – selv hvis du sætter dig ind i en smule i regnskabet kan det være vigtig.

Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at lægge en kommentar. Følg med i aktieskolen i fremtiden, hvor vi kommer ind på flere relevante emner.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x