Derfor får du ikke dine feriepenge udbetalt

De feriepenge du optjener nu, bliver først udbetalt når du går på pension. Mange har givet udtryk for at de vil have deres egne feriepenge udbetalt. Her kan du læse hvorfor politikerne ikke har valgt at gøre det.

September 2019 startede en indsamling af underskrifter til et Borgerforslag. Her valgte over 50.000 danskere at skrive under på, at de feriepenge de optjener 1. september 2019 til 31. august 2020, skulle udbetales i stedet for at blive indefrosset på en fond. Det er en konsekvens af den nye ferielov, at der er en overgangsordning hvor dine feriepenge bliver indbetalt på en fond, i stedet for at blive udbetalt.

Mange er selvfølgelig utilfredse med det, fordi det er penge de selv har optjent. Penge som de mener de har ret til at få udbetalt. Derfor gik det også hurtigt med at få indsamlet underskrifter, og det betyder at forslaget nu skal behandles i Folketinget.

Det er det igang med nu, og jeg tvivler på at det fører til at politikerne beslutter at udbetale pengene.

Det vil skade samfundsøkonomien, hvis du får dine feriepenge

I forbindelse med behandlingen af borgerforslaget i folketinget, stilles der en række spørgsmål, der også forklarer hvorfor politikerne har valgt som de har. Dem vil vi kigge nærmere på i denne artikel.

Blandt andet fremgår der af et svar til Folketinget, at hvis man lod lønmodtagerne få feriepenge både fra den gamle og den nye ordning, ville det føre til at nogle ville kunne holde 10 ugers ferie. Der fremgår også, at bekymringen er at det ville få stor betydning for samfundsøkonomien hvis så mange lønmodtagere skulle afholde 10 ugers ferie, og der ville også være risiko for overophedning af økonomien samt det ville kunne skade arbejdsgivernes likviditet.

Det vil have stor betydning for samfundsøkonomien som følge af risiko for overophedning og for arbejdsgivernes likviditet, hvis de overskydende feriemidler blev udbetalt til lønmodtagerne på én gang ved overgangen til en ny ferieordning. Det vurderes i Ferielovsudvalgets betænkning, at beløbet udgør ca. 75 mia. kr., svarende til lidt over 7 pct. af virksomhederne samlede lønsum. Der er derfor indførten overgangsordning, som tager højde herfor.

I forhold til det med at afholde 10 ugers ferie, køber jeg ikke helt argumentet. Ferieloven regulerer jo hvor mange ugers ferie man kan afholde, og det ændrer mængden af feriepenge ikke på. Man behøvede ikke at give lønmodtagerne flere ugers ferie, bare fordi de har flere feriepenge.

Det med risiko for overophedning af økonomien er sådan set rigtig nok. Det er der risiko for, når man pludselig udbetaler så mange penge i samfundet. Det var jo blandt andet derfor man i starten af 00’erne valgte at udbetale de penge, som alle obligatorisk havde opsparet med SP bidraget, for at sætte mere gang i økonomien.

I forhold til det med at det ville skade arbejdsgivernes likviditet, er det også rigtig nok. Man kan jo sige arbejdsgiverne har haft mulighed for at bruge medarbejdernes feriepenge som kassekredit, og hvis de skulle udbetale feriepengene, svarer det til at ophæve kassekreditten. På den anden side synes jeg det er meget lang kredit arbejdsgiverne får mulighed for, når de kan vente 30-40 år med at betale pengene. Der burde her have været en frist eller overgangsordning hvor arbejdsgiverne stille og rolig måtte betale pengene ind.

Her kan du se hvor mange feriepenge du har til gode

Alle feriepenge der indefryses indbetales på en fond under LD fonde, og her stillede jeg nogle spørgsmål til dem tilbage i januar. Dem har jeg fået svar på, og dem vil jeg dele med jer her. Her kommer det første spørgsmål:

  • Kan man nogle steder se hvor meget der er indberettet og hvor meget der er blevet indbetalt (kan læse mig til at arbejdsgiver kan vente med at indbetale til man går på pension)?

Her skriver LD fonde tilbage, at hvis du har en arbejdsgiver der indberetter feriepengene løbende, så vil de kunne ses ved at logge ind på denne hjemmeside. Du klikker så på “Optjente feriepenge” i højre side, og klikker dig så videre til du kommer til “Dine feriepenge”. Her findes et emne der hedder “Din overgang til ny ferielov”, og her kan du se hvor meget der er blevet indberettet. Fristen for arbejdsgiveren at indberette er den 31. december 2020, så her skulle alle gerne kunne se hvor meget der er indbetalt.

  • Hvis arbejdsgiver går konkurs inden lønmodtageren går på pension, som jo godt kan være en periode på 30 år, er ens feriepenge så tabt hvis han ikke har indbetalt dem endnu?

Hvis din arbejdsgiver skulle gå konkurs, inden han har indbetalt feriepengene, så er det dækket af Lønmodtagernes Garantifond, ligesom din løn. Det vil sige der er ikke risiko for at du ikke får pengene udbetalt, så snart de er indberettet.

  • Bliver ens feriepenge investeret og i givet fald kan man nogle steder følge med i afkastet?

Feriepengene, der bliver indbetalt i fonden, bliver løbende investeret. På Borger.dk kan du følge med i udviklingen.

Borgerforslaget er på dagsordenen til at blive førstebehandlet i Folketinget den 28. februar.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x