Her opbevares dine indefrosne feriepenge

De feriepenge du optjener fra 1. september 2019 til 31. august 2020, bliver indefrosset til du går på pension. Her kan du læse mere om hvad der sker med dine feriepenge.

For nylig blev en ny Ferielov vedtaget, der træder endeligt i kraft fra 1. september 2020. Før i tiden skulle man først optjene feriepenge, og så kunne man bruge dem fra 1. maj året efter. Fra 1. september 2020 bliver det lavet om til Samtidighedsferie, dvs. så du kan få feriepenge udbetalt med det samme som du har tjent dem.

Årsagen er dels at nyuddannede har stået i en situation, hvor de ikke kan holde ferie det første år efter studiet, fordi de ikke har optjent feriepenge. Samtidig har EU regler gjort det ulovligt at forhindre folk i at kunne holde ferie. Loven skulle laves om.

Det med at man kan få feriepengene udbetalt med det samme, er derfor meget hensigtsmæssig. Det tror jeg de fleste er enige i. Men hvad med overgangsperioden fra den gamle lov til den nye? Fra den 1. januar 2019 til 31. august 2019 optjenes feriepenge som sædvanligt, der udbetales fra 1. maj 2020. Men fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 optjenes feriepenge, der hverken kan udbetales efter den gamle eller den nye lov. Hvad skal der ske med dem?

Dem har politikerne besluttet at de skal indefryses og opbevares i en fond til du går på pension. Fonden hedder “Lønmodtagernes feriemidler” og administreres af LD Fonde, der også administrerer Lønmodtagernes dyrtidsmidler. Det er en del borgere utilfredse med, da de føler det er penge de selv har tjent og derfor hellere vil have dem udbetalt.

Men hvad er årsagen til at politikerne har valgt denne løsning? Det er der to grunde til.

  • For det første har de gjort det af hensyn til samfundsøkonomien. Den vil nemlig blive stærkt påvirket, hvis der lige pludselig ville komme så mange penge ud, hvoraf mange måske ville gå til forbrug.
  • For det andet har de gjort det af hensyn til virksomhederne. De har nemlig lov til at udskyde at indbetale selve pengene til du går på pension. Ellers kunne de måske blive tvunget til at skulle udbetale svarende til 10 ugers ferie til alle på én gang, og det vil nogle virksomheder have det svært ved.

Det sidste synes jeg er en meget interessant detalje. Fordi hvad sker der så egentlig, hvis virksomheden går konkurs i mellemtiden? Altså i mellemtiden hvor jeg har tjent feriepengene og til jeg går på pension. For nogle kan denne periode være på 30 år.

Jeg har spurgt LD Fonde om dette, og det forholder sig sådan at så er midlerne sikret af Lønmodtagernes Garantifond. Altså den fond der også udbetaler dig løn, hvis virksomheden går konkurs. Det er selvfølgelig fint, fordi så kan den enkelte lønmodtager ikke komme i klemme. Omvendt synes jeg stadig det er mange år man giver virksomhederne lov til at skylde pengene.

Selve pengene vil altså stå i fonden indtil du går på pension. I fonden vil pengene blive investeret, ligesom andre pensionsopsparinger. Om de reelt får lov til at stå der til jeg går på pension, er jeg spændt på. Jeg husker selv Særlig Pensionsbidraget, der på et tidspunkt bare blev udbetalt, engang da man ville booste økonomien.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x