Vigtigt at undersøge om din kommende elbil

Her kan du læse om nogle af de vigtigste informationer om en elbil jeg altid kigger på.

Der er mere gang i salget af elbiler end nogensinde før, og i de kommende år vil mange skulle skifte deres benzin- eller dieselbil ud med en elbil. Jeg har selv en benzinbil i dag, og skal nok have den skiftet ud i løbet af et par år, hvorfor jeg selv er begyndt at undersøge markedet for elbiler. Efterhånden har jeg fundet ud af nogle af de vigtigste informationer jeg kigger efter, når jeg kigger på en ny elbil. Nogle af de ting vil jeg gerne dele i denne artikel. Det kan selvfølgelig være du fokuserer på andre ting, og er det tilfældet må du gerne skrive dem i en kommentar nederst.

Batteri og rækkevidde

Vi kommer nok ikke udenom at rækkevidde er en af de parametre jeg kigger mest på. Den bil jeg har nu er en Skoda Fabia Combi og den har med en tank på 45 liter og et benzinforbrug omkring 16,9 km/l en rækkevidde på 760 km. Jeg er selvfølgelig bekymret for at få en elbil med en alt for kort rækkevidde, så jeg hele tiden skal på en ladestation og lade batteriet op. Specielt fordi jeg ikke synes det er fedt at få mine ture forlænget med halve til hele timer, heller ikke de længere ture.

Når du skal vurdere rækkevidden kan du kigge efter den såkaldte WLTP-rækkevidde. Det er et standardiseret mål for rækkevidde som gør det nemmere at sammenligne rækkevidden mellem forskellige elbiler. Du skal bare være opmærksom på at WLTP rækkevidden ikke nødvendigvis stemmer overens med den faktiske rækkevidde, fordi den afhænger af mange ting som vejret, køreforhold, temperatur, hastighed og mange flere ting. Du skal regne med at du kan køre meget mere på et fuldt batteri om sommeren end om vinteren, så du er nødt til at vælge en elbil der har rækkevidde nok til at du kan tåle at tabe noget på en dårlig dag. Du behøver ikke være så bekymret for de få lange ture du kører hvert år, men mest omkring hvad dit kørebehov er til daglig. Jeg vil nok stile efter en elbil der har mindst 500 km WLTP rækkevidde.

Du kan også kigge efter størrelsen på batteriet – det man også kalder for batterikapaciteten. Denne måles i kilowatttimer (kWh). Jo større tal desto større batterikapacitet har du. Batterikapaciteten svarer lidt til hvor mange liter benzin en benzintank kan indeholde. Husk at dette tal kan du ikke direkte sammenligne mellem elbiler, fordi forskellige elbiler har forskelligt forbrug.

Når vi nu snakker om rækkevidde, så er en varmepumpe i bilen godt for rækkevidden, fordi den varmer batteriet op inden du kører. Det er specielt godt i de her kolde nordiske lande. Derfor ville jeg klart gå efter en elbil med varmepumpe.

Forskellige varianter

Når du kigger på en bestemt elbil, vil du ofte kunne vælge mellem forskellige varianter. De hedder meget forskellige ting, men inspireret af Teslas opdeling kan du ofte inddele dem i en Standard Range, Long Range og Performance variant. Standard Range er navnet for den variant der har det mindste batteri og dermed mindste rækkevidde. Long Range er den variant der har et større batteri og derfor længere rækkevidde. Performance er navnet for den variant der har det store batteri, men ofte en elmotor med en større effekt, så den fx. accelererer hurtigere. Det betyder selvfølgelig at den har en kortere rækkevidde end en Long Range variant. En performance variant har ofte også firhjulstræk.

De fleste elbiler i dag har baghjulstræk, hvis det da ikke er en variant med firhjulstræk. Det er lidt i modsætning til hvad du kender fra benzinbiler, som ofte er forhjulstrukkede, men sådan er det altså med mange af de elbiler du finder. Det ser dog ud til at mange af de kommende elbiler der kommer ud i de kommende år bliver forhjulstrukkede.

Motoregenskaber

Kigger du på elbiler kan du også kigge på hvilken motor bilen er udstyret med. Det er selvfølgelig en elmotor, og som allerede nævnt sidder den ofte ved baghjulet så den har baghjulstræk. Du kan selvfølgelig også få varianter med firhjulstræk, der så har en elmotor både foran og bag.

Ellers kan du også her kigge efter forskellige parametre og de vigtigste her er drejningsmomentet og motoreffekten. Motoreffekten fortæller noget om hvor meget arbejde en motor kan producere. Det måles ofte i kilowatt (kW), som ikke skal forveksles med kW der er angivet ved opladning. Du skal kigge efter det ved det sted hvor der står om motoreffekten eller motorydelsen. Ofte står der også angivet et antal hestekræfter (hk), som er en lidt gammeldags enhed, men som mange kender. Det andet du kan kigge efter er drejningsmomentet som angives i Newtonmeter (Nm), og er betegnelsen for hvor meget kraft motoren kan levere til drivhjulene. Med andre ord vil et højere drejningsmoment gøre at du føler bilen trækker mere og accelererer hurtigere.

Andre nærliggende parametre du kan kigge på er tophastighed og acceleration. Tophastigheden er den maksimale hastighed elbilen kan køre, og i praksis skal du bare sikre at den er mindst 150 km/t, så du i hvert fald ikke får problemer med at kunne køre 130 km/t på motorvejen. Accelerationen angiver hvor hurtig elbilen kan accelerere fra 0 til 100 km/t, og her er det nok især en smagsting, men over 10 sekunder skal du nok gå udenom.

Opladning

Udover at kigge på batteristørrelsen skal du også kigge på opladningen. Her skelner man mellem AC opladning (hjemmeopladning) og DC opladning (lynopladning). Ved en elbil står der angivet hvor meget strøm du kan lade batteriet op med per tidsenhed, som også måles i kW. Der er enkelte elbiler på markedet, der kun understøtter AC opladning, og dem skal du holde dig langt fra. Du kan altid få brug for at skulle lynoplade din bil.

Ellers skal du gå efter at AC opladning kan gøres med mindst 11 kW, mindre bliver du træt af, og det er ofte det du får installeret på din hjemmeladestation. Ved lynopladning kan det være en god ide at gå efter forholdsvis høj effekt, nok mindst 75-100 kW. De kommende år bliver ladestationer med høj effekt nemlig mere udbredt, og dem vil du ikke kunne udnytte hvis din elbil ikke understøtter det.

Husk også at være opmærksom på at selvom din bil understøtter en høj ladeeffekt og du lynoplader ved en ladestander med tilsvarende høj ladeeffekt, så er praksis at du ofte oplader noget langsommere. Det skyldes den såkaldte ladekurve, hvor den ladeeffekt du kan påføre et batteri også ændrer sig alt efter forskellige parametre.

En sidste ting – stort set alle biler bruger i dag det stik der hedder et CSS stik. Undtagen Nissan Leaf, der bruger et CHAdeMO stik i stedet. Derfor ville jeg klart gå udenom Nissan Leaf.

Plads i bilen

Der er forskellige ting du kan kigge efter, hvis du skal vurdere om der er nok plads i bilen. Fx. nok plads til hele din store familie eller måske en barnevogn. Det vigtigste er selvfølgelig at prøve selve bilen, så du kan vurdere om der er plads nok. Men herudover kan du fx. kigge på bagagerumpladsen, som angives i liter (L). En Skoda Fabia Combi som jeg har i dag har et udemærket stort bagagerum på 530 L, og jeg ville nok minimum gå efter det. Skal du have plads til mange ting kan du gå efter noget der svarer til en Skoda Octavia som har et bagagerum på 640 L.

En anden ting der er vigtigt at undersøge for din elbil er nyttelasten, dvs. hvor meget vægt må der komme ind i elbilen. Dette er vigtigt fordi nyttelasten for elbiler ofte er markant mindre end du kender det fra benzinbiler, fordi elbilerne i sig selv er meget tunge. Igen her kan du sammenligne en Skoda Octavia som har en nyttelast på 512 kg, som er en fin størrelse. Husk at hvis du har 5 voksne personer med i bilen der vejer 75 kg, så har du allerede brugt 375 kg. Herudover skal der være plads til bagage, som fx. hvis du skal bruge bilen til at køre på ferie. En elbil som fx. Tesla Model 3 Long Range har fx. kun en nyttelast på 339 kg, så den kan faktisk ikke engang indeholde 5 personer der vejer 75 kg.

Trailertræk

Jeg synes det er vigtigt at en bil kan trække en trailer (Jeg kommer også fra Jylland 🙂 ). Heldigvis kan nyere elbiler også trække trailere, og her skal du selvfølgelig undersøge hvor meget den kan trække. Hvis du bare har brug for at kunne trække en almindelig trailer, så er det fint hvis den bare kan trække 750 kg. Husk at det skal være trækkapaciteten angivet “uden bremser”, fordi de fleste standardtrailere har ikke bremser på.

Hvis du skal trække større trailere, så skal du undersøge om du har brug for at tage et trailerkørekort for at må køre med den. Det er fordi elbilen i sig selv vejer meget mere end en benzinbil, så du kommer hurtigere over de 3.500 kg som du må trække med et almindeligt kørekort. Men hvis traileren må trække under 750 kg, altså en almindelig trailer, skal du ikke bekymre dig om det. Se her hvorfor.

Garanti og forsikring

Det kan være en god ide at tjekke hvor meget garanti der er på elbilen, fordi det kan variere meget, og nogle tilbyder virkelig mange års garanti. Ofte er der en almindelig motorgaranti og så er der en batterigaranti. Jeg ville nok især gå efter en lang batterigaranti, fordi det er den mest usikre faktor ved elbiler. Men vær opmærksom på at garantier ofte sælges på et antal år, men ofte også er også angivet som et antal kørte kilometer, hvorfor du hvis du kører meget i din bil kan ramme det loft først. Undersøg også begrænsningerne på garantien, dem informeres man ikke altid så tydeligt om.

Forsikring er også vigtig at undersøge, fordi nogle elbiler har en meget høj forsikringspris. Det gælder fx. Tesla, som ofte koster mere i forsikring end du er vant til på din benzinbil. En anden ting du skal være opmærksom på er risikoen for at du kan blive insolvent hvis din elbil bliver totalskadet og har mistet meget værdi grundet de faldende priser i disse år, se fx. et eksempel her.

Godt udstyr i bilen

Der er noget standard/ekstraudstyr der er godt at kigge efter. Det kan være godt med sædevarme på alle sæder, fordi overfladevarme er billigere end opvarmning af hele kabinen, når det kommer i energi og dermed hvor meget strøm fra batteriet der tages til dette.

En anden ting er de såkaldte Matrix-LED lygter, som mange nyere elbiler har. Det er en egenskab hvor man kan have fjernlys på konstant, fordi bilen kan slukke for enkelte elementer i LED pæren, således at du ikke blænder modkørende. Det giver et godt lys når du kører med bilen.

En varmepumpe har jeg allerede nævnt, den skal du selvfølgelig også have inkluderet i bilen.

Assistentsystemer er standard i de fleste elbiler. Det er vigtigt at de er inkluderet og at de fungerer godt. Specielt dem der selv kan holde en konstant hastighed og evt. også dem der kan ændre hastigheden efter hvad der står på et hastighedsskilt. Her kan der være forskel på mærker, fordi Tesla har faktisk ikke de bedste assistentsystemer, i forhold til andre elbiler. Det troede jeg ellers oprindeligt, men jeg har set flere tests hvor de ikke fungerer optimalt, fx. så ændres hastigheden ikke når du kører ind i en by og kun må køre 50 km/t og hvis den gør begynder den først at bremse når du kommer til byskiltet. Jeg har også hørt om eksempler hvor en Tesla pludselig bremser ned til 50 km/t på motorvejen, fordi den opfatter at der er vejarbejde der. Det er selvføglelig en smagssag, men bruger du meget assistentsystemer, så skal de fungere.

Understøttelse af Android Auto og Apple Carplay synes jeg er obligatorisk i enhver bil. Jeg ville derfor styre udenom de her kinesiske elbiler, der har deres egne assistenter. Hvad skal jeg bruge dem til?

Det var lidt om hvad jeg kigger efter når jeg kigger på elbiler. Har du andre ting du kigger efter når du kigger på elbiler? Skriv gerne en kommentar om hvad du kigger efter.

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

2 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments

@andreas Tak igen for dine betragtninger 🙂 Jeg kan ikke helt forstå rækkevidde-angsten. Jeg bor i parcelhus så jeg kommer til at lade hjemme. Jeg har ca 30 km til arbejde. Sommerhuset er 100 km væk. Udover bilferie til Sydeuropa eller det norske højfjeld har jeg svært ved at se hvornår jeg skulle få brug for 500+ km rækkevidde

Andreas Andersen siger:

@jpelckolsen Det med rækkevidde er måske også bare noget der skal modne i mine betragtninger 🙂 Jeg er i hvert fald ikke helt kommet af med min rækkeviddeangst endnu. Grundlæggende set har du helt ret, det vil mest være på de lange ture og ferien sydpå at det bliver et problem. Men en WLTP rækkevidde er nogle gange i praksis fx. kun 300 km, og længere vil jeg nok ikke ned

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x