Startguide til Phillips Hue – Smartbelysning i huset

Her kan du læse hvordan du kommer godt igang med Phillips Hue, der er nogle af de førende smartpærer til smartbelysning i huset.

Hvis man skal kigge på smartpærer til huset, så kommer man ikke udenom Phillips Hue systemet. Jeg skrev allerede om dem tilbage i 2019, men det er faktisk først nu jeg har valgt at skifte alle pærer i huset ud med Phillips Hue. I denne artikel vil jeg skrive om nogle af de erfaringer jeg havde, da jeg skulle installere de nye Phillips Hue pærer.

For dem der ikke ved hvad smartbelysning er, skal vi lige have styr på det. Smartdimser er forskellige elektroniske dimser, som man kan styre med en mobiltelefon. Der findes alverdens smartting, lige fra højtalere der kan tale, til gardiner der kan rulle op selv og til låse til huset. Smartpærer er helt almindelige pærer du kan sætte i en lampe, men de kan så styres med en smartphone.

Phillips Hue er et helt system af smartpærer fra Phillips, og det er nogle af de mest førende du kan få fat i. Det betyder ikke at du behøver at vælge Phillips Hue, fordi der findes også mange andre udemærkede løsninger. Men en af grundende til jeg valgte Phillips Hue er fordi de er ikke voldsomt dyre og samtidig så understøttes de af mange andre systemer, som for eksempel Google Assistant.

I mit hjem har jeg installeret Google højtalere i alle rum. Jeg bruger dem til at vække mig om morgen, til at slukke og tænde for fjernsynet, sætte bestemte programmer fra streamingtjenester på børnenes TV og nu også til at tænde og slukke for lyset. Og det gode ved Phillips Hue er, at de understøtter netop Google Home og kan derfor styres fra mine Google højtalere.

I disse tider hvor vi skal spare på el, så tænker du sikkert hvad koster sådan en Phillips Hue pære i strøm? Og det er faktisk ikke så galt. Standby strømmen er cirka 0,2 W. Det vil sige at på en time bruges 0,2 Wh og det giver 1,75 kWh på et år. El-prisen svinger en del for tiden, men når den er høj er den typisk over 3 kroner pr. kWh, så på et år vil det koste ca. 5 kroner i standby strøm for at have en Phillips Hue pære. I forhold til det ekstra udbytte det giver, synes jeg det er godt givet ud.

Hvad skal jeg købe?

Når du står nede i supermarkedet eller på nettet og skal købe en Phillips Hue pære, så har du valget mellem tre forskellige farver: White, Hue White ambiance, og Hue White and color ambiance. Den billigste er White og den dyreste er Hue White and color ambiance.

White lyser kun med én farve – et varmt hvidt lys. Du har dog mulighed for at dæmpe belysningen, så det svarer lidt til en almindelig lyspære hvor du har mulighed for at dæmpe lyset. Hue white ambiance lyser med forskellige nuancer af hvidt, som ligeså kan dæmpes. Og Hue White and color ambiance lyser med alverdens farver som også kan dæmpes. Så du har altså valget mellem hvidt, flere nuancer af hvidt og mange farver.

Jeg har valgt Hue White and color ambiance til alle opholdsrum, fordi her kan det være hyggeligt at skifte til en anden farve belysning. Men til entreer, badeværelser og andre ikke-opholdsrum har jeg valgt en White.

Du skal også vælge mellem om du bare vil købe en pære eller om du vil købe et startkit. Et startkit kan være sammensat af forskellige pærer, en Phillips Hue Bridge og nogle gange en fjernbetjening til lyset. En Phillips Hue Bridge er en central styreenhed for din Phillips Hue belysning. Du behøver ikke at have en Phillips Hue Bridge for at få din belysning til at fungere, men når du får mange pærer kan det være en god ide. Uden en Phillips Hue Bridge kan du maksimalt tilknytte 10 pærer til dit hjem, hvor hver Phillips Hue Bridge kan styre 50 forskellige pærer. Herudover får du med en Phillips Hue Bridge også ekstra muligheder i din app. For eksempel kan du tænde og slukke for lyset via en app, også når du slet ikke er i huset. Det kan du kun hvis du har en Phillips Hue Bridge.

Sådan installeres en Phillips Hue pære

Når du har købt en Phillips Hue pære, så kan du både installere den helt selvstændigt eller du kan tilknytte den en Phillips Hue Bridge. Som sagt behøver du ikke en Phillips Hue Bridge, så du kan evt. prøve om systemet fungerer inden du køber sådan en.

Det første du gør er at sætte pæren i lampen. Når du gør det virker pæren med det samme som en almindelig pære, når du tænder og slukker lyset. For at udnytte smartfunktionaliteten i den skal du starte med at downloade Phillips Hue app’en i Google Play eller AppStore. Når den er installeret vælger du at tilknytte en pære via Bluetooth. Din telefon skal være inden for en meters afstand, og så skulle den gerne finde pæren og tilknytte den til app’en. Når det er gjort kan du også åbne Google Home app’en og tilføje den her, for at du kan kommunikere med den via din Google højtaler.

Ved mig drillede det med bluetooth lidt i starten. Den kunne simpelthen ikke finde enheden. Du kan så prøve at tænde og slukke for lyset, så den gerne skulle blive synlig for bluetooth. Du kan også prøve at åbne bluetooth på min mobiltelefon og så connecte direkte til pæren. Bagefter går du tilbage til Phillips Hue app’en og prøver at connecte igen, så skulle det meget gerne virke. Pæren blinker når den har forbindelse.

Hvad kan man med Phillips Hue?

Når du har installeret din Phillips Hue pære i Phillips Hue app’en og Google Home app’en så er du klar. Du skal huske at lyset skal være tændt på stikkontakten hele tiden, så der er strøm til pæren, ellers kan du ikke styre den med mobiltelefonen.

Men nu kan jeg kommunikere med pæren med Google Home. Jeg siger bare fx. “Hey Google, tænd for lyset” og så tænder den for lyset. Jeg kan også sige “Hey Google, skift farven på lyset til blå” og så skiftes farven på pæren. Endelig kan jeg dæmpe belysningen eller skrue op for lyset.

Udover at styre den med min Google højtaler kan jeg også gøre det direkte i Google Home app’en. Her kan jeg tænde og slukke for lyset, skrue op og ned for lysstyrken og skifte farverne. Der er dog langt flere muligheder hvis du styrer den direkte i Phillips Hue app’en, hvor du får mange flere nuancer og også kan lave forskellige lysshow.

Der er også mulighed for at sætte en timer, så lyset tænder og slukker på bestemte tidspunkter. Det kan være hvis børnene skal have lys det første tid inden de falder i søvn, eller måske juleaften når det skal se ud som om du er hjemme.

Jeg er blevet rigtig glad for Phillips Hue, og det er blevet en integreret del af mit smarthjem. Har du også erfaringer med Phillips Hue er du velkommen til at dele dem i en kommentar nedenunder.

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x