Problemer med NemID til virksomheder

Synes du også NemID til din virksomhed er besværligt? Så er du helt sikkert ikke den eneste, for det er ikke så nemt skruet sammen som til private. Her finder du nogle af de hyppigste problemer med NemID og hvordan du løser dem. 

Hvis man starter en virksomhed SKAL du bruge et NemID. Det skal du bruge til din e-Boks, din netbank, Skat og andre offentlige tjenester. Hvis det er en personlig virksomhed du har, kan du i nogle tilfælde bruge dit private NemID – men ikke i alle tilfælde. Du kan som udgangspunkt bruge det til:

  • At logge ind på virk.dk
  • At logge ind på Skat.dk (f.eks. hvis du skal indberette moms).

Ellers skal du have et virksomheds-NemID – også kaldet et medarbejderID til NemID-administratoren. Der skal nemlig være en NemID-administrator der skal stå for at udstede medarbejder-NemID til andre medarbejdere, hvis det bliver nødvendigt. Dette skal anvendes til:

  • At logge ind på virk.dk
  • At logge ind på Skat.dk
  • At tjekke din e-Boks.

Endelig skal du også have et NemID til din netbank. NemID til din netbank er nemlig ikke det samme som NemID til det offentlige, som det er tilfældet med dit private NemID.

Der findes tre former for NemID man kan få:

  • Nøglekort, som du kender for dit private NemID
  • Nøglefil, som svarer lidt til det gamle Digital Signatur
  • NemID på hardware, hvis du vil have certifikatet liggende på en USB-nøgle

Problemer med support

Det er desværre ikke så simpelt at få support til NemID. Det support der fremgår på NemID’s hjemmeside er meget beskedent og ikke særlig detaljeret, så man får hurtig en problemstilling som man ikke kan læse sig til. Herudover er NemID til virksomheder jo mere abstrakt end til private (f.eks. fordi man ikke kan anvende samme NemID til netbank og det offentlige).

Hvis du herudover får brug for telefonisk support, så koster det 250 kr. pr. gang (med mindre du har en supportaftale). Heldigvis er der følgende undtagelser:

  • Du ikke har modtaget din velkomst-e-mail, et brev med din adgangskode eller nøglekort inden for den oplyste tid
  • Du har glemt dit brugerid
  • Du er administrator og har mistet din nøglefil, glemt din adgangskode til din nøglefil, eller har ikke fået fornyet din medarbejdersignatur
  • Henvendelsen skyldes en fejl i Nets’ underliggende systemer

Du ringer på telefon ​72 24 70 90. Der er åbent 8.30-22 i hverdage og 10-16 i weekender.

Se mere her.

Nedenunder kan du læse lidt om forskellige problemer man kan have i forbindelse med NemID.

Hvad gør jeg hvis jeg har mistet min nøglefil?

Man kan nemt komme til at miste ens nøglefil for NemID administratoren, der jo ligger gemt på computeren. Det kan f.eks. ske hvis man får ny computer hvis ens gamle computer er gået i stykker.

Det man gør er at man ringer ind til support (hvilket er gratis hvis man har mistet ens nøglefil). Så kan de sende en ny aktiveringsmail og en ny aktiveringskode med posten, så du kan starte forfra.

Ellers kan det anbefales at tage backup af nøglefilen eller evt. overveje at vælge et nøglekort i stedet for.

Enkeltmandsvirksomheder får det lettere til efteråret

Til efteråret bliver det formentlig lidt lettere for enkeltmandsvirksomhederne. Her bliver det nemlig muligt at bruge sit private NemID til at logge ind på alle offentlige steder, såfremt man selvfølgelig er NemID administrator.

Dette er en del af regeringens vækstpakke der for nyligt er blevet præsenteret. Nu kommer der selvfølgelig et valg i mellemtiden, men mon ikke den næste regering – uanset om den er rød eller blå – er interesseret i dette.

Det kommer til at være en tilvalgsordning, hvor man kan logge ind på Virk.dk og vælge at man vil logge ind med sit private NemID.

Har du selv problemer med NemID er du velkommen til at stille spørgsmål eller komme med en kommentar.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x