Hvad sker der hvis du betaler en regning for sent?

Hvad gør du hvis du ikke kan betale en regning til tiden, og hvad sker der egentlig så? Se mere om det her.

Har du svært ved at få skrabet penge nok sammen til månedens regninger? Den situation har vi vist alle sammen været i, og i denne artikel skal vi se lidt på hvad man så gør og hvad der sker hvis man ikke betaler en regning.

For sen betaling udløser rykker

Lad os først kigge på hvad der sker hvis du ikke betaler en regning. I første omgang går der lidt tid før firmaet der har sendt dig regningen opdager det. Det kan være alt fra 1 dag og op til typisk 10 dage efter betalingsdatoen.

Når de har opdaget det, vil de sende en rykker på regningen til dig. Her vil de opkræve et rykkergebyr på 100 kroner og renter svarende til de dage hvor du ikke har betalt, men sidstnævnte er typisk kun få kroner. Rykkeren kan sendes ud pr. mail, pr. eBoks eller pr. post, afhængig af hvor du plejer at modtage regninger. Hvis den sendes pr. post vil der gå omkring 5 dage fra de har sendt rykkeren til du modtager den.

På rykkeren vil der typisk være en ny betalingsdato. Denne kan dog være “med det samme” eller firmaet kan have sat en ny betalingsdato. Den nye betalingsdato vil typisk ligge 10 dage efter du har fået rykkeren.

Hvis du betaler rykkeren til tiden nu, vil der ikke ske mere. Med andre ord vil det koste dig ca. 100 kroner ved at betale en regning op til 25 dage for sent.

Hvis du ikke betaler rykkeren, kan firmaet enten vælge at sende en ny rykker med nyt rykkergebyr eller sende regningen til inkasso. De må sende op til 3 rykkere, og der skal gå minimum 10 dage mellem hver rykker. Sender de regningen til inkasso overtages ansvaret for indrivelsen af beløbet af et inkassofirma, og så kan der komme et gebyr på flere tusinde kroner som du skal betale ud over regningen.

Firmaet kan allerede nu også vælge at skrive dig ind i RKI registret. Når det sker får din bank typisk besked, og du kan risikere at miste Dankort og at renterne til dine konti stiger. Det er der i hvert fald set flere eksempler på, selvom det i princippet ikke altid er helt efter reglerne – se mere om det her.

Der er altså ingen tvivl om at du står i en skidt situation, hvis du ikke kan betale dine regninger og blot ignorerer det. Det forsvinder regningen ikke af – den bliver bare større.

Hvad gør du så?

Hvis du altså står og ikke kan betale en regning, så er der flere muligheder for hvad du kan gøre:

  • Skriv til firmaet og spørg om du kan få udsat betalingsdatoen eller få en afdragsordning. Så kan du nemlig betale senere, og firmaet sender dig ikke en rykker.
  • Skriv til banken og spørg om du kan låne pengene og få en tilbagebetalingsordning på dette. Du bør altid låne pengene i banken og ikke et hurtigtlån, da sidstnævnte er meget dyre.
  • Spørg din familie om du kan låne pengene midlertidlig. Vær dog opmærksom på at være sikker på du kan betale pengene tilbage. Du ønsker ikke at være dårlig betaler overfor din familie.

Ofte er der mange firmaer der gerne vil være med til at du rykker betalingsdatoen og de accepterer som regel også en afbetalingsordning. Det kan dog være de tager et gebyr for det, og det kan være helt op til 300 kroner eller deromkring. Derfor kan det billigste altså ofte være at du snakker med banken.

Jeg håber dette gav et overblik over hvad der sker hvis du lader være med at betale en regning. Skriv endelig spørgsmål i kommentarerne, hvis du har nogle.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x