Regler for rykkere til manglende betaling

Desværre sker det jo ind imellem at en af dine kunder ikke betaler. Det er rigtig trist at folk kan bestille en vare og så bare lader være med at betale. Når det sker har du muligheder for at rykke dem. Her kan du læse reglerne om hvordan du udsender rykkere, hvornår du må gøre det og hvad du må tage i rykkergebyr.

Først og fremmest er det vigtig at huske på at der kan også være gode grunde til at en regning ikke er betalt. Nogle gange er fakturaen blevet væk og andre gange har kunden måske misforstået noget. Det kan også være kunden lige har fået et nyt IT-system eller at du måske selv har skrevet forkert kontonr. på. Det er derfor vigtig at forsøge at holde den gode dialog i starten især, for at undgå en eskalering af konflikten. Dette gør chancen for at få alle dine penge igen større.

Den venlige erindring

Det første du gør er derfor at sende en venlig erindring til kunden. Dette gør du dagen efter betalingsdatoen. Så er du nemlig sikker på at der er gået én bankdag. Du kan nemt sende den pr. mail hvor du gør kunden opmærksom på at du endnu ikke har registreret din betaling og om der er et problem. Hvis kunden påstår at han faktisk har betalt, kan du måske udbede dokumentation.

Den første rykker

En uge efter denne dag kan du sende den første rykker. I denne giver du en ny betalingsfrist på 10 dage fra rykkerdatoen. Du kan her skrive at betalingsfristen er overskredet og at betalingen skal falde inden for 10 dage.

Du må tage 100 kr. for denne rykker.

Den anden rykker

Når de 10 dage er gået og kunden endnu ikke har betalt kan du sende den anden rykker. Her skriver du igen at betalingsdatoen er overskredet og at kunden bedes betale inden for 10 dage. Hvis kunden ikke gør dette kan du henvise sagen til inkasso, hvilket du også skriver på rykkeren. Du kan f.eks. skrive:

Denne rykker er et varsel i henhold til inkassolovens § 10. Det skyldige beløb skal betales senest 10 dage fra dags dato. Hvis det ikke sker, vil det kunne medføre yderligere omkostninger for Dem, idet sagen uden yderligere varsel vil blive overgivet til inkasso. Der gøres opmærksom på at omkostningerne til advokat i forbindelse med inkasso skal betales af skyldner.

Husk også at skrive i den sidste rykker du skriver inden du sender sagen videre til Inkasso, at du gør skyldner opmærksom på at omkostningerne til advokat i forbindelse med inkasso skal betales af skyldner. Hvis du glemmer du kan du risikere ikke at kunne gøre krav på det senere.

Du må også lægge 100 kr. i rykkergebyr til denne rykker.

Den tredje rykker

Du kan godt vælge at sende en tredje rykker. Du kan også vælge at sende sagen direkte til inkasso. Du må ikke sende mere end 3 rykkere i alt – og der SKAL gå 10 dage imellem hver rykker. Du må lægge 100 kr. i rykkergebyr til hver rykker.

Inkasso

Enten efter din 2. eller 3. rykker kan du sende sagen til inkasso. Du må sende sagen til inkasso 10 dage efter varslingen om inkasso. Her får du fat i en advokat, som så sender et brev til kunden. Dette kaldes en inkassoskrivelse hvor han også beder kunden om at betale inden for 10 dage.

Herefter skal du stævne din kunde. Dette koster minimum 500 kr. i gebyr plus 2% af det skyldige beløb der overstiger 6000 kr. Denne stævning fører så til et retsmøde mellem de to parters advokater. Hvis din kunde udebliver fra dette møde, er det almindelig praksis at dommen tilfalder din fordel.

Hvis din kunde er uenig i at han skylder dig penge kommer der en domsforhandling, hvor alle beviser skal frem. Kan du bevise at han skylder dig penge, vil han blive dømt til at betale. Han skal betale senest 14 dage efter.

Hvis han ikke betaler inden de 14 dage kan du indkalde ham til fogedretten. Her har han pligt til at dukke op og ellers henter politiet ham. Hvis ikke der her aftales en afdragsordning, gøres der udlæg i kundens aktiver.

Selvom du ikke ender med at få dine penge, sætter du alligevel kunden i en dårlig situation. For det første forældes kravet først efter 10 år og for det andet vil du have mulighed for at registrere ham i RKI som dårlig betaler, hvilket går ud over både hans virksomhed og hans personlige økonomiske situation.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x