NGINX – hvad er det?

Del denne artikelShare on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0

NGINX er en webserver der er et alternativ til Apache Webserver og er gået hen og blevet meget populært. Vi introducerer dig her til programmet. 

Måske du har hørt ordet “NGINX” i den seneste tid og undret dig over hvad det er? Det er noget populært open source software, der startede som en webserver, men som siden er udvidet til at kunne mere. Som webserver er det et alternativ til den populære Apache webserver, og nogle mener faktisk at NGINX kører bedre med færre ressourcer, har bedre caching og fungerer hurtigere end Apache.

I disse tider er hurtighed ved websider altafgørende, og derfor er det bestemt relevant at have en webserver der ikke er den begrænsende faktor. Og her har NGINX altså vist sig at være populær, og mange der har skiftet fra Apache til NGINX har oplevet en hurtigere svartid.

Hvad er NGINX?

NGINX er et projekt der blev startet af den russiske udvikler Igor Sysoev tilbage i 2002. Han udviklede webserveren i programmeringssproget C, og formålet var at udvikle en server som ændrede på den måde en webserver fungerede på, for at gøre den hurtigere.

NGINX lyder måske som et lidt mærkeligt navn, men det er en forkortelse for Engine X. Det er en server der både kan køre i Linux, Mac og Windows. Som tidligere nævnt er det en populær server, der bl.a. anvendes af Wikipedia og McDonalds.

Sådan virker NGINX

Normalt vil en webserver for hver forespørgsel på en hjemmeside oprette en tråd, der er fuldstændig adskilte fra de andre forespørgslers tråde og dedikeret til at tjene netop den forespørgsel. Dette kræver mange ressourcer og ventetid når hukommelse skal frigives til en ny tråd.

Det fungerer anderledes i NGINX. NGINX er nemlig eventdrevet, hvilket betyder at der sendes et signal for hver gang en proces bliver igangsat eller færdiggjort. Det betyder at ressourcer kan bruges af andre processer indtil en opgave bliver igangsat og at ressourcer på den måde kan tildeles og frigives mere dynamisk, end sædvanligt ved en webserver. Dette optimerer forbruget af både hukommelse og CPU for en webserver.

NGINX er også asynkront, hvilket betyder at at tråde kan køre samtidigt uden at blokere for hinanden. Det betyder at forskellige tråde kan dele ressourcer med hinanden, og ressourcerne ikke blokeres eller dedikeres til en bestemt tråd.

NGINX fås i to versioner

Det giver derfor god mening at overveje at kigge nærmere på NGINX, hvis du kører din egen webserver og har brug for at udnytte ressourcerne optimalt. Det findes i to versioner – en gratis version der hedder NGINX Open Source og en betalingsversion der hedder NGINX Plus. Plusversionen giver blandt andet support sammen med severen, så skal den bruges professinelt kan det være værd at overveje.

Del denne artikelShare on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *