Opladning af elbil med egen ladeboks derhjemme

I denne artikel skal vi se nærmere på de forskellige ladebokse der findes på markedet, hvis du gerne vil oplade din elbil hjemme.

En af de ting du skal tage stilling til hvis du køber en elbil er hvordan du har tænkt dig at oplade bilen. Du kan både oplade din bil derhjemme med en ladeboks installeret hjemme, men du kan også lade på offentlige ladenetværk. Nogle bruger primært kun den ene løsning, mens andre bruger en kombination mellem begge. Der er også nogle der slet ikke har mulighed for at få installeret en ladeboks i hjemmet.

Men har du mulighed for at få installeret en ladeboks hjemme, så kan det vise sig at være en god ide. Det betyder at du kan sætte din elbil i stikket hver dag når du kommer hjem, og så er den fuld med strøm når du skal afsted igen. Så vil det primært være på længere ture at du har brug for at lade andre steder. Det er netop med udgangspunkt i dine konkrete behov at du skal tage stilling til om du skal have en hjemmelader.

Der findes rigtig mange ladeløsninger til hjemmeladning på markedet, og det kan være svært at få et overblik over dem alle. Det kommer du heller ikke til at få i denne artikel, men jeg håber her at introducere dig til nogle af de store spillere på markedet og at du får et indtryk af hvilke parametre du skal lægge mærke til.

Nogle af de ting du skal overveje, når du skal kigge på ladeløsninger til hjemmet er:

  • Skal du leje eller købe en ladeboks?
  • Hvad koster det for instalaltion og leje af ladeboksen?
  • Hvad koster det for service af ladeboksen?
  • Får du noget af elprisen refunderet?
  • Hvor meget garanti er der på ladeboksen?
  • Er der nogen bindingsperiode?
  • Er der tale om en 3-faseinstallation?
  • Hvilket kabel medfølger?
  • Hvor mange kW sker opladningen med?

Lad os kigge på nogle af de forskellige løsninger. I nedenstående tabel kan du se en sammenligning af oprettelsesgebyrer, dvs. startgebyr inkl. installation af ladeboksen.

UdbyderKøb inkl. elaftaleKøb excl. elaftaleLeje inkl. elaftaleLeje excl. elaftale
Clever10.999 kr.10.999 kr.7.999 kr.7.999 kr.
E.ON8.995 kr. 10.995 kr.
EnergiFyn9.900 kr.1.995 kr.
FDM9.995 kr.11.995 kr.
Norlys9.995 kr.11.995 kr.2.995 kr.4.995 kr.
NRGI8.995 kr.
OK9.995 kr.11.995 kr. 995 kr. 2.995 kr.
Q813.120 kr.
Zapp8.949 kr.9.449 kr.

Nedenunder kan du se priser på leje og serviceabonnement for de enkelte udbydere. Priserne er angivet excl. evt. elaftale. Bemærk at Clevers abonnement er ikke helt sammenligneligt, da det ikke kun inkluderer leje, men også en delvis rabat på el. De leverandører der ikke tilbyder at du kan leje en ladeboks eller et serviceabonnement er ikke medtaget.

UdbyderLeje inkl. service/md.Service/md.
Clever799 kr. 119 kr.
E.ON79 kr.
EnergiFyn170 kr.19 kr.
FDM49 kr.
Norlys249 kr.129 kr.
NRGI69 kr.
OK249 kr. 99 kr.
Q899 kr.
Zapp49 kr.

Eje eller leje en ladeboks?

Men er det så bedst at købe eller leje en ladeboks? Det er et af de spørgsmål du skal tage stilling til.

For de udbydere der tilbyder både at købe og leje en ladeboks, kan du i nedenstående tabel se hvor mange måneder du skal eje ladeboksen, for at det bedst kunne betale sig at eje den. Det er udregnet ved forskellen købsprisen (forskel mellem oprettelse ved køb og leje) divideret med lejeprisen fratrukket serviceabonnement (som du under alle omstændigheder skal have). Clever er ikke medtaget, da det er et specielt produkt hvor lejen også inkluderer en rabat på den strøm du bruger.

UdbyderAntal måneder
EnergiFyn52 mdr.
Norlys58 mdr.
OK60 mdr.

Som du kan se er ladeboksen tjent hjem i løbet af 5-6 år. Med andre ord, hvis du skal købe ladeboksen skal du være rimelig sikker på at du vil bruge det samme produkt i minimum 5-6 år. For nogle er det ikke et problem at tage stilling til, men andre vil måske mene at der kan ske meget udvikling i løbet af 5-6 år, som måske gør man der skal investere i en ny ladeboks. På nuværende tidspunkt ville jeg derfor leje en ladeboks, ikke købe den.

Forskellige udbydere

Nedenunder kan du læse nærmere om de forskellige udbydere.

OK

OK er kendt for både at levere benzin og diesel, men også gas og el til de danske kunder. De er også begyndt at komme ind på elbilsmarkedet og de leverer både ladebokse til installering i eget hjem og så har de et netværk af offentlige ladenbokse.

Du kan vælge både at leje en ladeboks og købe en ladeboks. Og så kan du vælge både at gøre det med en elaftale og uden en elaftale.

Hvis du vælger at leje en ladeboks, så koster det et oprettelsesgebyr på 995 kroner hvis det er inkl. elaftale og 2995 kr. hvis det er uden elaftale. Når ladeboksen er sat op skal du betale leje af boksen og et abonnement på en serviceaftale, som du betaler hhv. 199 og 249 kr. pr. måned afhængig af om du har en elaftale hos OK eller ej. Lige nu giver OK et midlertidligt energitilskud til dem der har en elaftale hos dem, hvor du får tilbagebetalt 0,87 kr./kWh du bruger, fordi elafgifterne lige nu er i bund og du derfor ikke får refusion for disse. Har du allerede installeret en anden ladeboks, så får du oprettelsen gratis, hvis du også får en elaftale hos OK.

Hvis du vælger at købe en ladeboks, så koster det et oprettelsesgebyr på 9.995 kr. inkl. elaftale eller 11.995 kr. excl. elaftale. Har du købt ladeboksen, skal du ikke betale for leje af den, men du skal stadig betale for at få serviceret den. Det koster 79 kr. pr. måned hvis du har en OK elaftale og ellers koster det 99 kr. pr. måned. Der er en garanti på 5 år på ladeboksen.

Uanset om du lejer eller køber ladeboksen, så er oprettelsesgebyret inkl. installation. Du får også to ladebrikker og en kabelholder med. Der er en bindingsperiode på mindst 6 måneder. Det er en 3-faset installation med et Type 2 kabel der er 6 meter lang. Du lader med en effekt på 11 kW.

I OK app’en kan du styre opladningen. Du kan bl.a. indstille at bilen kun skal oplade når strømmen er billigst.

Clever

En Clever ladeboks følger ofte med når du køber din elbil. De har også et udbredt ladenetværk landet over man kan bruge. Herudover leverer de også strøm generelt til dit hjem. En af de ting de traditionelt har været kendte for, var opladning med et abonnement, hvor du betalte en månedlig pris og så kunne du lade alt det du vil. Men ifm. energikrisen blev der indført et energitillæg, som har fået mange til at forlade Clever igen.

Du kan stadig få et abonnement hos Clever. Det koster 799 kr. pr. måned plus et energitillæg der både afhænger af dit forbrug og den aktuelle el-pris. Der er derfor ikke tale om fri opladning som i gamle dage, når du betaler et abonnement. Det er snarere et abonnement der gør at du får en rabat på elprisen. Hvis du også vælger at tegne en elaftale via Clever, så får du en rabat på dit abonnement på 50 kr. pr. måned.

Når du har et Clever abonnement, så kan du frit lade både hjemme og ude, du skal kun betale den aftalte pris til Clever. Du betaler i første omgang selv for strømmen derhjemme, men får det så refunderet af Clever hver måned.

Ved Clever med abonnement lejer du ladeboksen, ligesom OK også tilbyder. Det koster et oprettelsesgebyr på 7.999 kroner. hvis du også tegner et Clever abonnement. Der er en bindingsperiode på mindst 2 måneder på abonnementet. Tegner du ikke et Clever abonenement, kan du købe Clever-boksen, og så betaler du 10.999 kroner for oprettelsen, og så betaler du 119 kr. pr. måned for serviceabonnement.

Norlys

Norlys er normalt et elselskab, men de har også kastet sig ind på markedet for ladeløsninger. De tilbyder både en ladeboks til hjemmet og er også begyndt at udbygge et ladenetværk.

Norlys giver også en refusion ligesom OK. Deres sats er på 0,83 kr. pr. kWh. Hvis du har solceller vil du også få denne rabat – solcelleejere har ellers normalt været undtaget for elrefusion.

Hvis du vælger at leje ladeboksen, så er oprettelsesprisen 2.995 kr. hvis du også har en elaftale ved Norlys, mens den er 4.995 kr. uden en elaftale. Hvis du vil købe ladeboksen koster det 9.995 kr. med en elaftale og 11.995 kroner uden en elaftale. Når du lejer betaler du 249 kr. pr. måned uden en elaftale og 228 kr. med en elaftale. Hvis du ejer ladeboksen betaler du 129 kroner pr. måned uden en elaftale og 108 kr. pr. måned med en elaftale.

Hvis du har et abonnement hos Norlys, får du samtidig vejhjælp så du kan blive bugseret over til en ladestation hvis du løber tør for strøm.

E.ON

E.ON er også en af de store ladeudbydere, som har udbygget et ladenetværk over hele landet.

Ved E.ON køber du ladeboksen, men tegner et serviceabonnement. Du kan både få det med og uden en elaftale, idet E.ON tilbyder en elaftale fra b.energy. Har du en elaftale koster oprettelsen 8.995 kroner, har du ikke det koster det 10.995 kr.

Du tegner så et månedligt abonnement, der enten koster 79 eller 159 kr. pr. måned. Det billige abonnement er for service på ladeboksen, men så betaler du alm. pris på de offentlige ladestandere. Har du det dyre abonnement får du en rabat på 1 krone pr. kWh ved opladning på de offentlige ladestandere. Elaftalen betaler du et abonnement på 45 kr. pr. måned for.

E.ON betaler aktuelt ikke noget refusion.

EnergiFyn

EnergiFyn er også et elselskab ligesom Norlys, og dem kan du også købe en ladeboks igennem.

Du kan enten købe eller leje en ladeboks. Hvis du køber ladeboksen koster det et oprettelsesgebyr på 9.900 kr., mens du kan slippe med 1.995 kr. hvis du lejer en ladeboks. Uanset hvad betaler du et servicegebyr på 19 kr. pr. måned, og hvis du lejer ladeboksen koster det 170 kr. pr. md. Der er en binding på minimum 6 måneder. Umiddelbart er det altid inkl. en elaftale ved EnergiFyn.

EnergiFyn betaler aktuelt ikke noget refusion.

Q8

Q8 er et traditionelt tankstationfirma som er begyndt at udbygge et ladenetværk, og som nu også er begyndt at sælge ladebokse. Her køber du en ladeboks inkl. installation og så betaler du bare direkte til dit elselskab.

De sælger forskellige ladebokse, men den billigste koster 7.495 kr. Hvis du også vil have den installeret koster det et gebyr på 5.625 kroner, altså samlet 13.120 kroner. Du kan få et serviceabonnement inkl. evt. refusion af el for 99 kroner pr. måned.

Zapp

Zapp er også et firma der sælger ladebokse og installerer den hos dig mod et gebyr. Den billigste ladeboks koster 5.499 kroner og for installation til 11 kW opladning koster det 3.950 kr., dvs. i alt 9.449 kr. Du kan samtidig også skifte din el-leverandør til EWII, så får du en rabat på 500 kr. Du kan med Zapp få en valgfri serviceaftale med til 49 kroner pr. måned.

FDM

FDM er også begyndt at sælge ladebokse til deres medlemmer. Her køber du ladeboksen, og du kan både købe den inkl. en elaftale og excl. en elaftale. Køber du med en elaftale koster oprettelsen 9.995 kr. – ellers koster det 11.995 kr. Uanset hvad du vælger betaler du et serviceabonnement på 49 kr. pr. måned. Ladeboksen udbydes i samarbejde med Spirii, og det er også dem der står for servicering af den. Elaftalen leveres af Jysk Energi.

NRGI

NRGI er endnu et elselskab som også tilbyder at opsætte en ladeboks. Der er tale om en Zaptec ladeboks og du får en elaftale fra NRGI med. Det koster 8.995 kr. For øjeblikket tilbyder de ikke at leje en ladeboks, men dette har de meddelt vil komme i fremtiden. Serviceabonnement koster 69 kr. pr. måned.

Tesla

Hvis du har en Tesla, kan du også vælge at købe Teslas egen ladestander til 3.750 kr. Den kan lade med op til 22 kW, men det er de færreste der får installeret mere end 11 kW. Dette er kun prisen for selve ladestanderen, fordi du skal selv ud og finde en elektriker der kan installere den. Derfor er det sværere at sammenligne priserne med de andre udbydere, men prisniveauet svarer nogenlunde til Zapp. En af de vigtigste ting at være opmærksom på ved en Tesla ladestander er, at du ikke kan få el-refusion, som du kan ved mange af de andre ladeudbydere.

Kender du en ladeløsning som du synes mangler i denne artikel eller som du kan anbefale? Skriv gerne en kommentar nedenunder.

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x