Claus Meyer og Bitcoin Traider – endnu en fupannonce på Facebook

De danske banker er bekymret for ny app. Og Claus Meyer har fundet hemmeligheden på at blive hurtig rig. Er det fup? Se med her.

I dag fandt jeg endnu en fupannonce på Facebook. Denne gang en annonce med et link til en side, der påstod at Claus Meyer har fundet hemmeligheden til hvordan man skal blive millionær. I denne artikel gennemgår jeg denne annonce fra Facebook.

Facebook-annoncen som jeg faldt over ser således ud:

Som det ses er det en sponsoreret annonce på Facebook, hvilket betyder at bagmanden betaler penge for at få udbredt annoncen. I dette tilfælde er det siden “Ziofy” der står bag.

Hvem er Ziofy?

Lad os først lige kigge på hvem Ziofy er. Først slog jeg op i CVR registret for at se om der var nogen dansk virksomhed der var registreret med det navn. Det er der ikke.

Annoncen henviser til en hjemmeside Ziofy.me, og hvis man slår op i WHOIS registreret for at se om der er registreret en ejer bag siden, kan vi se at ejeren ikke er offentliggjort. Domænet er registreret hos Namecheap, men ejeren har altså valgt at være anonym. Ifølge registret er domænet registreret den 10. februar 2019, altså for få måneder siden.

Går man ind på selve Facebooksiden så kaldes den Ziofy bookstore, dvs. den skulle angivelig være en boghandel. Siden har kun 6 følgere på nuværende tidspunkt, hvilket igen taler for at det er en meget ny side. Siden er da også næsten tom for opslag.

Vi ved altså ikke hvem der står bag opslaget, bortset fra at de har valgt at være anonyme.

Hvad står der i annoncen?

Lad os lige kigge videre på hvad der står i selve annoncen på Facebook, som Ziofy altså har valgt at udbrede med en Facebook annonce. Opslaget indeholder et billede af Claus Meyer med teksten:

“Claus har oplysninger, som du gerne vil benytte dig af, før de kommer ud til alle. Jeg har prøvet det, og det var mit livs mest succesrige uge. “

Angiveligt skulle Claus Meyer altså ligge inde med nogle oplysninger, der kan gøre dig rig. Dette er en klassisk clickbait tekst, der har til formål at få dig til at klikke på linket.

Overskriften på selve linket “Danske Banker er bekymret for ny app” er lige så meget clickbait. Nu bliver man lidt nysgerrig for hvad det er for en hemmelighed Claus Meyer har, som de danske banker er imod.

Hvor fører linket hen?

Når man så klikker på det link, som Ziofy gerne vil have dig til at klikke på, kommer du ind på en artikel på Ziofy.me. Linket har følgende adresse:

https://ziofy.me/product/forbereder-stormen/?fbclid=IwAR3XoATnmsVv9CR8rknusVcNLEcSfrskt3wN9NaX1quAf21yq8r9PPKNx7c 

Den del der står efter ? er kun teknisk for at de kan spore at dit besøg kommer fra netop denne Facebook-annonce, dvs. at de kan se hvor stor effekt annoncen har haft. Og dermed om de skal prøve det trick en anden gang. Ellers er linket umiddelbart til en WordPress side med Woocommerce (et webshop plugin) hvor der er lavet en side der repræsenterer et produkt med titlen “Forbereder stormen”.

I toppen af siden er der et logo til Børsen, men selve linket peger til en side der hedder Ververal-famacro.com. Altså en anden fupside. Det ser ud som om siden forsøger at udnytte troværdigheden ved Børsen til at lave en fupside, der er forklædt som en nyhedsartikel.

Titlen er “SPECIAL RAPPORT: Claus Meyers seneste investering imponere eksperter, og bankerne for noget og tænke over”. Igen en titel der skal få dig til at læse hele artiklen. Bemærk dog både de grammatiske, sproglige og stavefejl. Dette kunne godt indikere at det ikke er en dansker der står bag annoncen, men udelukker det naturligvis ikke.

Så kommer der fem logoer til Randers Amtsavis, Metroxpress, Den korte avis, Ekstra bladet og Berlingske. De påstår at disse aviser altså også har skrevet om Claus Meyers tip til at blive millionær. Det kigger vi videre på senere.

Selve teksten begynder med “(Dagbladet Børsen)”. Her påstås altså igen at det er Børsen der står bag, men det er det altså ikke. Det er fup.

Igennem hele teksten præsenteres nu Claus Meyers tip til at blive millionær. Der skrives bl.a.

“I sidste uge deltog han i Natholdet, hvor han fremlagde et nyt “smuthul”, der ifølge ham kan gøre “enhver til millionær” på 3-4 måneder. Meyer opfordrede alle i Danmark til at benytte sig af denne fantastiske mulighed, inden de store banker lukker hullet en gang for alle.”

En lille teaser om at Claus Meyer skulle have været i Natholdet og her præsenteret hans hemmelighed som kan gøre alle og enhver til millionær på kun 3-4 måneder – og at alle skal skynde sig at benytte sig af muligheden, inden bankerne lukker smuthullet. Der fremgår også af artiklen at Nykredit skulle have forsøgt at få forhindret udsendelsen i at blive sendt.

Lidt senere i artiklen løftes sløret stille og roligt for hvad bagmændende gerne vil have dig til at tilmelde dig. Det skulle være en Bitcoin app som gør dig i stand til at handle med Bitcoins og blive millionær på rekordtid. App’en hedder angiveligt “Bitcoin traider”.

“Jeg har fået succes ved at gribe chancen nu, uden overhovedet at tøve. Lige nu er mit foretrukne program til automatisk handel med kryptovFalutaer, det meget populærere “Bitcoin Trader”. Det er den største chance, jeg har taget i hele mit liv, for at kunne opbygge en formue. Jeg opfordrer alle til at kigge nærmere på Bitcoin Trader, inden bankerne får det stoppet.”

Og så fortsætter artiklen så ellers med at forklare hvordan du let kan blive millionær, købe en Ferrari med alle de penge du tjener og få penge til at få behandlet en alvorlig sygdom.

I slutningen står der en tekst, der er tilpasset til den dag du ser siden, og skal lokke dig til at slå til med det samme. Angiveligt er der kun 37 pladser tilbage, så du skal skynde dig at tilmelde dig.

“Vi har netop fået meddelelse om, at fra og med i dag (Tirsdag, 23 April, 2019) er næsten alle ledige pladser til danske borgere besat. Bitcoin Trader kan kun acceptere en begrænset antal brugere for at holde profitten pr. bruger høj. Lige her og nu er der stadig (37) ledige pladser tilbage, så skynd dig at tilmelde dig for at sikre dig din plads.”

Bitcoin Traider er fup og fidus

For lige at slå fast med det samme: Siden her er fup og fidus. Den minder om den side der hed “Den Danske Metode” der florerede for nogle år siden.

Du skal ikke tro på hverken Facebook annoncen eller selve hjemmesiden. De vil bare narre dig til at tilmelde dig en tjeneste og overføre penge til dem, som du tror bliver til flere penge. Men det gør det ikke. Du skal som minimum indsætte 250 amerikanske dollars, svarende til 1664 kroner. Med andre ord kan de altså lokke omkring 1600 kroner fra hver eneste de får narret til at tilmelde sig tjenesten.

Jeg har anmeldt annoncen på Facebook som spam, og går udfra at Facebook lukker annoncen når de opdager det.

Hvis du har nogle spørgsmål til Bitcoin trader, er du velkommen til at skrive dem i en kommentar.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

1 Comment
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Robin Blomqvist siger:

Kryptovalutaer har mange svindelnumre, og du skal være meget forsigtig, når du vælger et projekt at investere i. Men som de seneste begivenheder har vist, kan selv store projekter som LUNA gå fra $100 til bogstaveligt talt nul, og intet kan stoppe det – sådan er risikoen ved at investere i kryptovaluta. Derfor skal man være meget forsigtig med at investere i lidet kendte projekter, og hvis man bruger handelsrobotter, fordi der også findes mange svindelnumre på dette område.

1
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x