YouSee’s kunder kan ikke se Discoverys kanaler fra nytår

Det har ikke været muligt for YouSee og Discovery at lande en aftale om deres kanaler i YouSee’s pakker, så de forsvinder fra YouSee fra nytår.

De seneste måneder har YouSee og Discovery været i intense forhandlinger om hvorvidt Discoverys kanaler fortsat skal være en del af YouSee’s programpakker. Det er desværre ikke lykkedes, og disse kanaler forsvinder derfor fra nytår, oplyser TDC Group i en pressemeddelelse.

Discovery ejer kanalerne Kanal 4, Kanal 5, Kanal 6, Canal 9, Eurosport 1, Eurosport 2, Discovery Channel, TLC, Animal Planet, Discovery Science og Investigation Discovery. Disse kanaler kommer derfor ikke til at være med i YouSee’s pakker fra nytår. Cirka 1,2 millioner danskere vil blive berørt af denne ændring.

Det hele startede med at YouSee opsagde aftalen om at Discoverys kanaler skulle være en del af den faste programpakke. I stedet tilbød YouSee at kanalerne kunne være en del af deres Bland Selv pakker. Dette er Discovery jo som udgangspunktet ikke så interesseret i, fordi så vil de tjene mindre, fordi færre tilvælger deres kanaler. Siden har YouSee og Discovery så forhandlet, og de har ikke kunnet blive enige om en pris for at inkludere kanalerne.

En af de begivenheder som kunderne går glip af er Fodboldslandsholdets kvalifikationskampe, som kommer til at køre på Kanal 5. Det er netop sport som bliver ramt hårdt af den manglende aftale, og vil derfor især ramme de kunder der ser sport.

Selvom der forsvinder kanaler fra YouSee’s kanalpakker, kommer der dog også nye til. YouSee meddeler bl.a. at der fra foråret 2020 kommer TV2 Play og den nye kanal TV2 Sport X i deres Bland Selv udvalg. Samtidig kommer der også et samarbejde med Nordisk Film, der gør det muligt at se premierefilm.

YouSee meddeler også på deres Facebookside, at der er ikke planlagt prisændringer i forbindelse med denne ændring. Nogle kunder er på Facebook sure over at de får et dårligere produkt til samme pris.

Forhandlingerne med Discovery og YouSee fortsætter, men det vil ikke være muligt at få en aftale, så kanalerne kan fortsætte fra nytår.

Hvordan kan jeg stadig se Discovery’s kanaler?

Hvis du til dagligt ser Discovery’s kanaler, vil du især blive ramt af YouSee’s beslutning. Heldigvis er der alternativer til YouSee, hvis du fortsat vil se kanalerne. Dem skal vi lige kigge på.

En af de ting du kan gøre er at abonnere på streamingtjenesten Dplay. Dplay er netop en streamingtjeneste ligesom Netflix og Viaplay, blot fra Discovery og som gør det muligt at se deres programmer som streaming i stedet for flowtv.

I det abonnement der hedder Dplay Premium, som koster 99 kroner pr. måned, kan du også livestreame kanalerne Kanal 4, Kanal 5, TLC, Discovery, Animal Planet og Investigation Discovery. Vælger du i stedet pakken Dplay Sport til 179 kroner pr. måned, får du herudover også Kanal 6, Canal 9, Eurosport 1 og Eurosport 2.

Hvis det er Eurosport og generelt sport som du ser, så kan du også vælge at tegne et abonnement på Eurosport Player i stedet. Det koster 129 kroner pr. måned og så får du Eurosport kanalerne.

Du kan selvfølgelig også vælge at skifte til en anden kabel tv udbyder, der har Discovery’s kanaler.

Jeg valgte for nogle år siden at opsige mit kabel tv abonnement, og i dag kører jeg ren streaming. Aktuelt har jeg TV2 Play, Netflix og Viaplay. Og på TV2 Play har jeg også adgang til livekanalerne, så jeg altid kan sætte dem på, hvis jeg savner noget flow-tv.

Hvad har du tænkt dig at gøre? Vil du opsige YouSee? Vil du køre ren streaming? Skriv gerne en kommentar nedenunder.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x