Oversigt over mobile betalingsløsninger

Oversigt over mobile betalingsløsninger


Der er efterhånden kommet en del forskellige muligheder hvis du vil betale for varer med din mobiltelefon. Få et overblik over dem her.

#1 MobilePay

MobilePay er jo nok stadig den mest kendte løsning, fordi de var nogle af de første der kom frem i Danmark. De blev udviklet af Danske Bank, men kan anvendes af kunder fra alle banker. Det primære formål er person-til-person overførsler, og her sidder MobilePay solidt på markedet. Sværere ser det ud med mobile betalinger i butikker, først og fremmest da Dansk Supermarked droppede dem. Aktuelt kommer nu konkurrencen fra Apple Pay og Google Pay, og her bliver det spændt om MobilePay fortsat kommer til at kunne erobre markedsandele til butiksbetalinger. Jeg tvivler.

#2 Dankort app

NETS har udviklet en Dankort app hvor du kan betale med dit Dankort i butikker med en app på telefonen. Desværre får denne også konkurrence fra Apple Pay, som undertrykker alle andre apps og forhindrer andre apps i at bruge NFC som betaling. Det betyder at Dankort app’en skal bruge Bluetooth teknologi til at gennemføre betalingen, og det er noget mere ustabilt og langsomt. Jeg tror ikke Dankort app’en overlever på sigt. Mere usikkert er det om Dankortet overlever på sigt.

#3 Apple Pay

Apple Pay er endnu ikke rullet meget ud i Danmark, men det kommer formentlig nu, hvor omkring 60 banker inden for kort tid kommer til at understøtte Apple Pay. De har en vis form for monopol på iPhones, fordi det er udelukkende Apple Pay der kan anvende NFC teknologien, som er den mest effektive og hurtige form for betaling. Samtidig undertrykker Apple Pay de andre apps, hvis du alligevel forsøger at betale med dem. Det er også vigtigt at bemærke, at hvis du betaler med Visadankort i Apple Pay, så er det altså Visakortet der bliver betalt med. Med andre ord kan du ikke betale med dit Dankort i Apple Pay.

#4 Google Pay

Google Pay er den tilsvarende teknologi, bare til Android telefoner. De er langt efter Apple Pay, og understøttes kun af få danske banker. Men inden for et års tid tror jeg de også vil få en stor plads. Ligesom ved Apple Pay, så har bankerne valgt at hvis du tilmelder et Visadankort og betaler med det, så er det Visakortet betalingen gennemføres med. Med andre ord kan du ikke betale med et Dankort i Google Pay.

#5 Garmin Pay

Garmin laver smartwatches og de har valgt at lave deres egen betalingstjeneste. Stort set ingen danske banker understøtter den, og jeg tror heller ikke det bliver særlig mange flere. Specielt fordi Apple Pay og Google Pay er igang med at rulle ud i Danmark.

#6 Samsung Pay

Samsung Pay er en betalingsløsning til Samsung telefoner, men er endnu ikke kommet til Danmark. Her tror jeg Google Pay bliver mere udbredt på Android telefoner i Danmark.

#7 Coop medlems app

Coop har også udleveret en betalingsapp. Jeg tror ikke mange bruger den, og det tror jeg heller ikke de kommer til. Jeg har kun set én kunde forsøge at betale med den og det tog ca. 10 gange længere tid ift. en almindelig Dankortbetaling.

Det var et bud på de mange forskellige betalingsløsninger der efterhånden findes når du vil betale med din mobiltelefon. På sigt tror jeg kun der bliver plads til Apple Pay, Google Pay og måske MobilePay. MobilePay tror jeg kun der bliver plads til når du skal overføre fra person-til-person.

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012

Skriv et svar

%d bloggers like this: