GDPR reglerne lukker hjemmesider for europæere

GDPR-reglerne har helt sikkert forbedret privatlivet for europæiske borgere. Men en bagside af medaljen kan være, at hjemmesider bliver utilgængelige for EU borgere.
GDPR reglerne har stillet store krav til europæiske virksomheder og andre af verdens virksomheder, der leverer indhold og produkter til europæiske borgere. Det er helt sikkert en god ting, at der er kommet mere åbenhed over hvilke data der indsamles og hvad de bruges til. Men er der en bagside af medaljen? Hvad er egentlig ulempen ved GDPR-reglerne? Det skal vi se lidt nærmere på her.
Først er det vigtigt at forstå hvorfor hjemmesider indsamler data om deres besøgende. De indsamler data om deres besøgende, fordi de så kender dem bedre og kan levere bedre produkter til dem. Det kan for eksempel være reklamer der er mere målrettet til den enkelte besøgende. Det er en win-win situation, fordi hjemmesiden derved tjener flere penge og den besøgende slipper for reklamer der ikke interesserer dem. Samtidig kan den øgede indtjening være med til at finansiere hjemmesiderne, og dermed undgås andre finansieringsordninger som for eksempel brugerbetaling.
En konsekvens af GDPR-reglerne er selvfølgelig at det nu bliver mere besværligt at stable en hjemmeside på benene, fordi hver eneste ændring også kræver enorm meget papirarbejde for at beskrive hvad der indsamles og hvorfor. Herudover skal der etableres systemer, der sikrer at de besøgende kan få indsigt i hvad der indsamles om dem og at oplysninger kan slettes. Det er altså et lag af bureaukrati der lægges oveni en måske meget simpel hjemmeside, og som potentielt kan dræne fundamentet for hjemmesiden.

Gammel dansk hjemmeside lukker ned

Et eksempel på GDPR-reglernes konsekvenser kan spores på hjemmesiden Udvikleren.dk. Du kender nok ikke hjemmesiden, med mindre du har været engageret i programmering, men hjemmesiden har faktisk været med til at drive mange amatørprogrammører gennem tiden. Den har været et forum hvor folk kunne lære at programmere og hjælpe hinanden med de mange problemer der måtte opstå.
Den slags ting er nu primært flyttet andre steder hen, som for eksempel Facebook. Det betyder at den ikke var så aktiv mere, men alligevel har den været anvendt til at hjælpe nye programmører igang.
Den er nu slut. Da GDPR reglerne trådte i kraft den 25. maj blev hjemmesiden lukket for ny aktivitet, og de gamle data blev renset for personlige oplysninger. Alt sammen for at undgå at skulle indføre de bureaukratiske krav som GDPR stiller. På hjemmesiden står der:

Per 25. Maj 2018 er der indført skærpede regler for opbevaring af data (GDPR). Da Udvikleren.dk i længere tid har været et site under langsom afvikling har jeg taget et par beslutninger for at sikre at vi ikke bryder nogen regler, for et website der alligevel bruges af færre og færre brugere:

  • Users tabellen i databasen er blevet renset for al personlig data, inkl. navne, e-mail adresser og usernames som er blevet anonymiseret (“Bruger ”, “Bruger ” osv.)
  • Profil tekster, signaturer og andre free-text felter er blevet clearet
  • Vi har altid logget første og seneste IP adresse for brugerne, af sikkerhedsmæssige årsager – disse er nu også slettet
  • Der er lukket af for oprettelse af nye brugere
  • Det er ikke længere muligt at poste nye indlæg

Ovenstående beslutninger er muligvis drastiske, men hellere det end problemer! Det letteste havde naturligvis været blot at lukke sitet, men det syntes jeg ville være synd. Der er stadig masser af gode spørgsmål, svar og artikler, som jeg håber at folk kan få glæde af – om ikke andet er det god nostalgi!
Tak til alle brugere for nogle fantastiske år! Kommentarer og spørgsmål? Brug vores kontakt formular.

Med andre ord er hjemmesiden altså nu lukket ned på grund af GDPR reglerne.

Amerikanerne blokerer for europæere

Det er dog ikke kun de mindre danske amatørhjemmesider, der må lukke på grund af GDPR reglerne. Mange amerikanske hjemmesider har valgt simpelthen at blokere på europæiske besøgende, så de slipper for at implementere GDPR-reglerne.
Et eksempel er den store avis Los Angeles Times. Den kan nu ikke længere læses af europæere, fordi de bliver blokeret når de forsøger at tilgå hjemmesiden.

Andre hjemmesider der også har valgt at blokere for europæere er New York Daily News, Chicago Tribune, Baltimore sun og andre aviser. Måske det primært drejer sig om aviser rettet primært mod amerikanere, men det gør det jo sværere for europæere at følge med i amerikanske medier.
GDPR-reglerne er ubetinget en fordel for europæere, der har fået flere online rettigheder. Men der er klart også en bagside af medaljen, som vi må håbe ikke bliver for stor. Det bedste der kunne ske, var at amerikanerne indførte tilsvarende regler i deres hjemland.
Hvad synes du? Er GDPR-reglerne mest en fordel eller ulempe for europæerne? Skriv gerne en kommentar.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x