Første test af Chromecast med Google TV

Google har lanceret en ny Chromecast med fjernbetjening, hvor du får indbygget Google TV. Læs om de første tests her.

For nylig lancerede Google en ny version af deres populære streamingenhed – Chromecast. Den nye version indeholder store nyheder, fordi der er nu indbygget Google TV og du får en fjernbetjening med.

Desværre er den endnu ikke ankommet på det danske marked, da Google ikke har valgt Danmark som et af de første lande 🙁 Derfor vil vi tidligst se Chromecast med Google TV i Danmark fra sommeren 2021. Her har Google nemlig lovet at lancere den i Sverige, og det er forventningen at de så samtidig vil gøre det i Danmark.

Flere Google entusiaster har dog valgt at bestille den hjem fra udlandet, hvilket har gjort det muligt at teste den nye Chromecast allerede. Flere beretter om deres erfaringer, og nogle af disse kan du høre om i denne artikel.

Det er nemt at installere den nye Chromecast. Du sætter den bare i HDMI-porten på dit fjernsyn og til strømforsyning, og så åbner du Google Home app’en på din mobiltelefon og konfigurerer den nye Chromecast. Det kan være en god ide at aktivere HDMI-CEC på dit fjernsyn, da chromecasten så selv kan tænde og slukke for dit TV.

Det kan den nye Chromecast

Den gamle Chromecast var en enhed du satte i fjernsynets HDMI port, og så kunne du caste noget indhold op på fjernsynet, ved at bruge din mobiltelefon der var koblet på samme WiFi. Det kan den nye Chromecast også.

Men herudover har den nye Chromecast også Google TV, som er en mediecenter platform, hvor du kan få adgang til at installere apps fra Google Play og se film fra populære streamingtjenester. Læs mere om Google TV lidt længere nede i artiklen.

For at styre Google TV på skærmen, har Google inkluderet en fjernbetjening. Ligesom du kender fra Xiaomi Mi Box, Fire TV stick og Apple TV. Du kan streame indhold i 4K HDR kvalitet med 60 billeder pr. sekund (60 fps).

Udover Google TV så vil Google Assistenten også være indbygget, og du kan tale til Google Assistenten direkte via en knap på fjernbetjeningen. Har du flere Google Home produkter, så vil den nye Chromecast passe perfekt ind.

Google’s spilstreaming tjeneste Stadia er endnu ikke understøttet, men Google har lovet at tilføje understøttelse for dette i løbet af 2021. Du kan allerede pare en bluetooth controller til den nye chromecast.

Google TV vs Android TV

Den nye Chromecast indeholder Google TV, der er navnet for det operativsystem som mest af alt ligner et klassisk mediecenter. På forsiden får du vist filmtitler fra installerede streamingtjenester, som for eksempel Netflix. Nedenunder vises en liste med apps, og i toppen kan du søge efter film og andet indhold.

Nu kender du måske i forvejen Android TV, som andre streamingbokse kører – for eksempel Xiaomi Mi Box. Derfor er det måske forvirrende at det på Chromecast hedder Google TV. Google TV var faktisk også navnet på den TV platform Google lancerede tilbage i 2010, men blev senere afløst af Android TV. Nu bruger Google igen navnet, men denne gang til Android TV med et skin der anvendes på Chromecasten.

Google TV er altså ikke et nyt operativsystem – det er stadig Android TV, men bare med en ny brugerflade på som kombinerer populære streamingtjenester og Google Assistenten i ét produkt. Det vil også være tanken på sigt også at inkludere flow-tv-kanaler direkte i Google TV. Og da det er bygget på Android TV, vil alle de samme apps virke i Google TV.

Til sammenligning er her et billede af hvordan Android TV ser ud:

Google TV er altså ikke det samme som Android TV, men det er bygget på Android TV og du vil kunne det samme som du kan i Android TV + mere.

En del af de populære streamingtjenester er tilgængelig på Google TV. Det drejer sig blandt andet om DR TV, TV2 Play, Netflix, Viaplay, Dplay, YouTube, YouSee og Disney+.

Her kan du købe den nye Chromecast

I USA har den fået prisen 59,99 amerikanske dollars, hvilket svarer til omkring 375 danske kroner. Da vi endnu ikke ved præcis hvornår den lander i Danmark, kender vi ikke helt den danske pris endnu.

Du kan altså ikke købe den nye Chromecast endnu. De fleste køber umiddelbart den via den franske e-butik FNAC. Her koster den 69,99 euro, svarende til 521 danske kroner. Det koster altså formentlig lidt mere, end hvis du venter til den kommer i Danmark.

De første erfaringer

En del har som sagt allerede prøvet den nye Chromecast, fordi de for eksempel har bestilt den fra Frankrig. Det gode er at de kan faktisk indstille sproget til dansk, så det meste fungerer på dansk. Men nogle ting fungerer endnu ikke helt optimalt, og det må vi håbe Google retter inden den kommer til Danmark.

Blandt andet nævnes at “Min side”, hvor det er meningen at forslag til apps skal vises, ikke virker på dansk endnu.Stemmestyringen fungerer fint, men halter lidt specielt hvad angår Google Play og Dplay. Det kritiseres også at fjernbetjeningen er lidt plastikagtig, i forhold til den der følger med Apple TV, men man kan næsten heller ikke forvente mere til den pris.

En af de ting der frustrerer folk mest, er at TV2 Play ikke fungerer. Når man åbner TV2 Play, crasher den og lukker ned for app’en til startskærmen. Du får ikke engang mulighed for at logge ind. En del har skrevet til TV2 omkring dette, og vi må se om TV2 kommer med en opdatering – i hvert fald inden den kommer til Danmark.

Til gengæld fungerer det fint at bruge fjernbetjeningen til at tænde og slukke for TV’et. Har du Sonos højtalere, så kan du også fint skrue op og ned for lyden. Med andre ord behøver du ikke at have fat i så mange fjernbetjeninger.

Den nye Chromecast ser interessant ud, og er bestemt pengene værd. Så jeg skal i hvert fald have den, så snart den kommer til Danmark 🙂 Skal du?

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x