Bedste webhotel 2017 – find dit webhotel her

Vi er kommet ind i 2017 og det er tid til at finde det bedste webhotel til din nye hjemmeside. Her får du en opdatering på webhotellerne du kan vælge mellem.
Når du skal vælge et webhotel til din nye hjemmeside er der mange ting du skal tænke på. Har det nok plads til alle filerne på din hjemmeside? Hvor mange domæner kan du have tilknyttet? Hvor mange MySQL databaser kan du oprette? Hvor mange subdomæner kan du oprette? Hvor mange e-mailadresser kan du oprette? Har webhotellet cPanel, egetudviklet panel eller skal du klare dig med FTP? Har de en god support? Har de backup? Og er prisen god?
Jeg har prøvet mange webhoteller gennem tiden, og skifter dem af og til ud. Det kan jeg fordi jeg altid har webhotel samtidig i flere firmaer, så derfor har jeg også mulighed for at skifte nogle enkelte ud, for at se om der er et andet webhotel firma der er bedre. Udover at jeg selv har og prøver mange webhoteller, så følger jeg også meget med på webhotel markedet i Danmark, så jeg kender nogenlunde hvad de har at tilbyde i deres produkter. I denne artikel vil jeg fokusere på syv af de webhoteller jeg mest har erfaringer med.

Det billigste webhotel

Prisen er for mange en afgørende faktor. Mange har f.eks. bare en lille hobbyhjemmeside, og så ønsker de altså ikke et webhotel til flere tusinde kroner. Priserne afhænger selvfølgelig af hvilket produkt du har brug for, men hvis vi kigger på det billigste webhotel hos de enkelte udbydere, så er dette den billigste webhotel blandt dem jeg har kigget på.

  • Webhosting.dk 9 kr./md.
  • Unoeuro 9,29 kr/md.
  • Meebox 10 kr./md.
  • One.com 14 kr./md.
  • Cliche 14 kr./md.
  • cHosting 20 kr./md.
  • Gigahost 29 kr./md.

Som du kan se tilbyder de tre billigste webhosting firmaer webhoteller til stort set samme pris. Personlig har jeg haft rigtig god erfaring med Unoeuro, fordi du her også kan tilknytte flere domæner til samme webhotel. Det er en fordel hvis du senere f.eks. skal have en hjemmeside mere.
Cliche er også okay billige, men det er ikke nogen jeg anvender mere, fordi de ikke har nogen panel som f.eks. cPanel hvor jeg kan styre det hele selv. Derfor skal jeg hele tiden have fat i support og det ønsker jeg ikke.
One.com er endnu et af de populære webhoteller og det kan være et udemærket valg for mange. Især deres webmail system kan jeg godt lide. Ulempen er bl.a. at det er sværere at udnytte webhotellet med flere domæner.
cHosting koster 20 kr./md. hvis du betaler for et år ad gangen. Her får du muligheden for at kunne bruge 2 domæner.
Gigahost er ganske vist dyrere, men her bør det så nævnes at du får over 36 GB plads (=rigelig med plads), mulighed for at tilknytte alle de domæner du vil, oprette alle de e-mails du vil og oprette alle de MySQL databaser du vil. Altså rigtig meget frihed. Gigahost’s filosofi er at du betaler for pladsen, og så må du selv bestemme hvad du vil bruge den til.

Webhotel med bedst kundetilfredshed

Kundetilfredshed er vigtig, fordi det giver et godt billede af hvor god service man får. Jeg har slået de 4 firmaer op på Trustpilot og fundet følgende placeringer (maks er 10 point):

  • Webhosting.dk 9,8
  • cHosting 9,6
  • Unoeuro 9,5
  • Meebox 8,2
  • One.com 8,0
  • Cliche 6,7
  • Gigahost 5,9

Igen kommer Webhosting.dk på en førsteplads, og det er egentlig en tendens jeg har hørt i flere år. De leverer et godt produkt, som mange bliver tilfredse med. Udfordringen for nogle kan være at deres system er lidt mere tekniske end f.eks. Unoeuro. Men hvis man ikke har noget imod at det er lidt teknisk, så er de et rigtig godt bud på et sted hvor du kan købe et webhotel.
TIP: Fik jeg nævnt at Webhosting.dk er det sted du køber de billigste DK-domæner til kun 44 kroner?
Ellers ligger cHosting, Unoeuro, Meebox og One.com også temmelig meget i toppen. Gigahost ligger lidt længere nede på listen, og jeg tror desværre især det er fordi de ind imellem har lidt nedetid på f.eks. 1 time. Det er det ikke alle der vil have til deres hjemmeside, og derfor får de en dårlig placering. Cliche har en okay oppetid, men styringen af webhotellet er alt for manuel.

Webhotel med god support

Kundetilfredshed siger selvfølgelig også lidt om det, men jeg synes også supportmuligheder er vigtige at nævne. Jeg må sige, at her er det generelt nogle rigtig gode supportteam de har siddende på de forskellige firmaer.
Både Unoeuro og Meebox svarer ret hurtig på de ting du henvender dig med. Tingene bliver ret godt forklaret og man føler sig godt behandlet. Webhosting.dk har jeg ikke skullet kontakte så meget support ved. Gigahost er også rigtig flinke, men der kan godt gå en del længere tid før de svarer, selvom de oftests svarer i løbet af 24 timer. Cliche kan godt også tage 24 timer om at svare, og det er ærgeligt når alt skal styres igennem supporten.
One.com har 24 timers online chat, hvis man også kan chatte på engelsk. Det har fungeret fint alle de gange jeg har været i forbindelse med dem.
cHosting synes jeg skal nævnes som noget særligt her, fordi selvom de kun har et ticket system, så har jeg faktisk fået svar inden for 1-2 timer efter jeg har skrevet hos dem. Og det gælder også om søndagen, hvilket jeg synes er flot.

Webhotel med mange domæner inkluderet

En vigtig faktor for mig, er at jeg gerne vil kunne tilknytte alle de domæner jeg vil, uden at jeg skal til at opgradere mit webhotel. Her kan jeg især godt lide cHosting og Gigahost, fordi der betaler du bare hvad du har brug for i plads, og så har du selv friheden til at bruge webhotellet til hvad du vil. Det bør her også nævnes at cHosting har cPanel og gratis SSL med Let’s Encrypt, hvilket Gigahost ikke har.
Ellers er Unoeuro også rigtig gode, fordi her kan du også for det billigste webhotel tilknytte alle de domæner du vil. Den eneste ulempe er at så får du ikke e-mail eller MySQL database med. Hvis du ikke har brug for e-mail, kan du altid bruge én MySQL database til flere hjemmesider, eller du kan købe en ekstra MySQL database for et engangsbeløb på omkring 10 kr.
TIP: Jeg har et cHosting webhotel hvor jeg altid opretter e-mail for de domæner, som jeg hos Unoeuro har ekstra.
Hos Meebox kan du kun have et domæne tilknyttet, men du kan selvfølgelig altid købe en større pakke, hvis du får brug for flere.
Hos One.com findes også en pakke hvor du kan have flere domæner, men ulempen er at du er tvunget til at flytte domænet til dem. One.com kører nemlig kun med pakker hvor webhotel og domæne er en del af samme pakke.

Webhotel med meget plads

Mange tænker på plads når de skal kigge efter webhotel. Det kan jeg ikke helt forstå, fordi det er sjældent at det er pladsen der er flaskehalsen. Men de billigste webhoteller i disse fire firmaer giver følgende mængde plads (til websiden):

  • Gigahost 36 GB
  • One.com 15 GB
  • Meebox 10 GB
  • Unoeuro 5 GB
  • cHosting 5 GB
  • Webhosting.dk 5 GB
  • Cliche 1 GB

Som tidligere nævnt er det Gigahost der vinder her, fordi her er den mindste pakke bare med meget plads. Ellers er det One.com der kommer på andenpladsen, Meebox på tredjepladsen og Unoeuro, cHosting og Webhosting.dk deler fjerdepladsen. Cliche kommer på sidstepladsen.

Nemmeste webhotel

Udover brugervenlighed og de tekniske ting, er der også forskel på hvor svære de er at betjene for begyndere. Generelt synes jeg Unoeuro er de nemmeste, fordi de har et hjemmelavet betjeningspanel og du kan alt fra at oprette nye domæner til at uploade filer til dit webhotel og installere WordPress med 1 klik. One.com har ligesom Unoeuro deres eget panel og er også rigtig lette at bruge.
Herudover kommer Meebox og cHosting der har cPanel der er lidt mere besværlig end Unoeuro, men kan ellers rigtig meget.
Gigahost er i det store hele let, men du skal installere alt med FTP og de har ingen 1 klik installering. Webhosting.dk kan godt være lidt svært for begyndere at komme igang med.
Hos Cliche foregår tingene meget manuelt, og det er måske godt for nogen der alligevel ikke kan finde ud af eller har lyst til at styre noget i et panel. For mig er det ikke en relevant løsning, og jeg synes de burde tilbyde et cPanel eller lign. som folk kunne bruge. Der hvor Cliche kan være en løsning, er hvis man kun har brug for et mailhotel. Her har de nemlig et mailhotel til kun 1 krone pr. måned for at have 5 e-mail konti.

Andre webhoteller

Det var lidt om hvad jeg kigger efter når jeg skal købe et nyt webhotel, og lidt om de erfaringer jeg har haft med de webhotelfirmaer som jeg har prøvet. Udover dem jeg har prøvet og skrevet om her, har jeg også hørt meget godt om følgende webhotelfirmaer, og det er også nogle jeg vil holde mere øje med og evt. tjekke nærmere ud i fremtiden:

  1. Azehosting
  2. Hosting4real

Du kan læse meget mere om webhoteller, herunder anmeldelser, sammenligninger og toplister på Webhotel.guide.
Du er velkommen til at dele i  en kommentar, hvad du kigger efter. Har du nogle spørgsmål er du også velkommen til at stille dem i kommentarerne.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

7 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Stegemüller siger:

Tak for en flot gennemgang.
Min egen side hostes hos Meebox, som jeg er godt tilfreds med. Af og til kan min blog ikke loade, og sider kan ikke gemmes. Jeg har så taget kontakt til dem, og de tager problemerne seriøst.
Lige p.t. arbejder jeg på en side, der ligger hos One.com, og jeg synes, de er elendige. Langsom support, intet cPanel, helvede at oprette sundomæner, uklar side, som det er umuligt at navisere på = at finde det man søger. Det har i den grad gjort mig endnu gladere for Meebox, hvor jeg har Premium.

Ja, jeg synes også Meebox har en god kundeservice og jeg kan især godt lide at de har cPanel. Jeg opsagde mit sidste webhotel hos dem sidste år (ikke af utilfredshed, men af andre grunde) og her oplevede jeg også at de nogle gange var langsomme og der var ofte nedbrud. Er det blevet bedre siden? Jeg overvejer nemlig også at få et Meebox webhotel igen snart.
One.com er et udemærket produkt, men jeg synes det er for lidt fleksibelt. F.eks. så kræver de at du har både domænet og websiden hos dem, så du kan ikke vælge at styre domænet et andet sted fra.

Stegemüller siger:

Om Meebox: Ind imellem oplever jeg, at siden nærmest ikke kan loade, og mine læsere ikke kan gemme deres kommentarer. Det er sket flere gange, og senest sendte jeg dem en skarp mail, om at jeg ville tages alvorligt. Det hjalp omgående.
Jeg oplever ikke nedbrud; det er vist aldrig sket.

Det lyder godt, så vil jeg da prøve Meebox igen lidt senere på året. Måske omkring 1. april hvor de plejer at holde fødselsdag med masser af gode tilbud.

jan spilcker siger:

Meebox er nu slået sammen med UnoEuro.com og fremadrettet vil alle eksisterende Meebox kunder blive flyttet til UnoEuros servere. Så det er altså UE du skal kigge på hvis du vil være kunde der

Hej Jan!
Du har fuldstændig ret, det har jeg faktisk også skrevet om her. Men da dette indlæg blev skrevet, var dette endnu ikke annonceret.
Mvh. Andreas

Finn Hansen siger:

Jeg vil høre om du vil prøve at kigge på Limecity, da det er en ny webhotel som lægger stor vægt på totalløsninger og sikkerhed. Måske du viol kigge lidt på dem?

7
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x