Alt om Google's mobilopdatering

Google har i dag gennemført en varslet opdatering af deres søgealgoritme, så mobilvenlige sider kommer højere op i søgeresultaterne og dem der ikke er mobilvenlige kommer længere ned. Denne opdatering kaldes også for Google’s mobilopdatering. Der er mange rygter ude omkring denne opdatering, så her får du en afklaring af nogle af de hyppigste spørgsmål.

Hvad er mobilvenlighed?

For at se om din hjemmeside er mobilvenlig, er det bedste råd nok at tage en mobiltelefon og tjekke efter. Her handler mobilvenlighed især om:

  • At den besøgende ikke behøver at zoome for at læse noget (tilpas stor skriftstørrelse).
  • At den besøgende ikke behøver at scrolle for at læse noget.
  • At hjemmesiden tilpasser sig forskellige skærmstørrelser.

Google har selv lanceret et værktøj der kan teste mobilvenlighed.
Der er forskellige måder at løse problemet på, hvis din hjemmeside ikke er mobilvenlig. En måde er at vælge et responsivt design eller måske gøre sit eksisterende design responsivt. Dette betyder netop at temaet tilpasser sig forskellige skærmstørrelser.
En anden hyppig valgt løsning, er hvis man har en særlig mobilversion af hjemmesiden som aktiveres hvis man forsøger at tilgå hjemmesiden fra en mobil.

Vil det påvirke min ranking på alle enheder?

En hyppig myte mht. denne opdatering, er at hvis man bliver nedgraderet i søgeresultaterne så vil det også påvirke søgeresultaterne for desktop- og tabletsbesøgende. Dette er imidlertid ikke korrekt – denne opdatering gælder KUN for besøgende fra mobiltelefoner.

Jeg har alligevel ingen besøgende fra mobiltelefoner

En anden myte er at hvis man i sin statistik fra Google Analytics kan se at under 2% af ens besøgende kommer fra mobiltelefoner – hvorfor skulle man så investere et større beløb i at få opdateret ens hjemmeside bare til gavn for disse?
Dette er dog heller ikke helt korrekt, fordi årsagen til at man kun har 2% besøgende fra mobiltelefoner kan netop være fordi ens hjemmeside IKKE er mobilvenlig. Det er nemlig meget naturligt at hvis besøgende fra mobiltelefoner besøger en hjemmeside der ikke er mobilvenlige så vender de hurtigt om igen. Og dette kan Google registrere og det vil allerede i dag påvirke ens mobilranking.
Man skal jo være opmærksom på at denne mobilopdatering fra Google er ikke den første. Google har i flere år prioriteret at mobilresultaterne først og fremmest rankede mobilvenlige hjemmesider højest. Det nye er blot at Google endnu engang skruer på denne mekanisme – og nu varsler de os så på forhånd. De prøver nemlig at få de sidste hjemmesider, der i dag ikke er mobilvenlige med.
Så selvom du kun får 2% af dine besøgende fra mobiltelefoner, kan der være meget at vinde ved alligevel at gøre din hjemmeside mobilvenlig.

Vil hele min hjemmeside blive påvirket, hvis enkelte sider ikke er mobilvenlige?

I praksis vil det være svært for mange at teste alle sider på ens domæne. Derfor kunne man godt være bekymret for om man nu har enkelte sider der ikke er mobilvenlige og om dette vil påvirke ens mobilranking for hele sitet. Dette er dog IKKE tilfældet, fordi den nye mobilopdatering er nemlig på pageniveau – ikke på siteniveau.

Hvornår vil Google registrere hvis jeg har gjort en side mobilvenlig?

Hvis du netop opdaterer din hjemmeside, så den nu er mobilvenlig skal du ikke forvente at det vil påvirke din ranking med det samme. Google skal nemlig lige crawle din hjemmeside igen for at finde ud af at du har gjort det mobilvenlig. Så forvent det kan tage op til nogle måneder før det har effekt, hvis du netop har opdateret din hjemmeside.
Du kan også vælge Google Fetch tool i Google Webmastertools til at sende din hjemmeside til indexet. Dette vil få Google til snart at crawle den, så den bliver opdateret.

Hvornår rulles opdateringen ud og hvor kraftig bliver den?

Der er ikke rigtig nogen der ved endnu hvor kraftig hjemmesiderne vil blive påvirket. Det vil vi først se når opdateringen er gennemført.
Vær opmærksom på at opdateringen er ikke bare gennemført den 21. april. Der kan gå et par uger inden opdateringen er rullet ud over hele internettet.

Er det ligegyldigt om jeg vælger responsivt webdesign eller en app-løsning?

Ja, for Google er ligeglad med hvordan du gør hjemmesiden mobilvenlig – bare den er det.

Hvad hvis jeg bare har noget helt specielt indhold?

Hvis du har noget helt unikt indhold som svarer til et helt bestemt søgeord, vil du stadig være repræsenteret her, selvom din hjemmeside ikke er mobilvenlig. Google prioriterer bare ikke en hjemmeside der ikke er mobilvenlig over en der er – men den fjerner ikke din side fra indexet.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x