Affiliate Marketing Update 2019 – Bliv opdateret her

Her får du en opdatering på affiliate marketing i 2019. Bliv opdateret på hvad der virker, hvor de gode ressourcer er og hvilke nye programmer der er kommet.

Jeg har nu arbejdet med affiliate marketing i 7 år, og det har gennem årene været et slags studiejob for mig. Jeg vil i denne artikel give noget af min erfaring med affiliate marketing videre til dig, og så give dig en opdatering på hvad det handler om i 2019.

Hvad er Affiliate Marketing?

Affiliate Marketing er en måde du kan tjene penge online på at have en hjemmeside. Det kan selvfølgelig være indtægter til at finansiere driften af hjemmesiden, men det kan også være indtægter ligesom fra ethvert andet job.

Groft sagt handler Affiliate Marketing om, at du placerer reklamer på din hjemmeside, og tjener penge på at folk klikker på dem. Hvis du for eksempel godt kan lide at komme på skirejser, så kan du lave en hjemmeside hvor du skriver om dette, og så placere reklamer for webshops der sælger skiudstyr. Når dine besøgende så klikker på disse reklamer, og køber noget i den webshop så vil du tjene en procentdel af det salg.

Der behøver ikke kun at være tale om bannerreklamer. Du kan også indsætte et link til siden direkte i dine artikler. For eksempel kan du jo skrive om gode skistøvler og så i den artikel have links til hvor du kan købe gode skistøvler.

Det er sjældent at du tjener penge blot på visninger og kliks på reklamer. Som regel vil din indtjening være hvis du henviser besøgende til en side, og dette så fører til enten et salg eller en anden handling, som for eksempel en tilmelding til et nyhedsbrev. Dette kalder man også for et lead.

Du har måske også hørt om AdSense, hvor du også tjener penge på at vise reklamer. Men det er altså ikke helt det samme som affiliate marketing. Ved AdSense kan du godt tjene penge på at vise reklamer og når dine besøgende klikker på dem. Til gengæld tjener du meget færre penge, sammenlignet med affiliate marketing hvor du tjener penge på leads.

Hvorfor skal jeg begynde på Affiliate Marketing?

Først og fremmest skal du starte på Affiliate Marketing fordi det er sjovt. Det er sjovt at skabe indhold på nettet, og se om man kan lave relevante henvisninger. Herudover kan du løbende følge med i, og de henvisninger fører til salg eller leads og om du derfor tjener lidt på det.

En anden grund til at starte på Affiliate Marketing er selvfølgelig også, fordi du kan tjene penge på det, ligesom ethvert andet job. Fordelen her er at du kan tjene penge hjemmefra, så du vil kunne gøre det i fritiden eller weekenderne uden problem. Du kommer selv til at organisere din egen tid. Du kan sagtens også tjene en del penge på Affiliate Marketing, men det er vigtigt at understrege, at du skal ikke gøre det for pengenes skyld. Det er enormt hårdt arbejde og du skal arbejde mange timer bare for at tjene den første krone. Du kommer til at være tålmodig i mange uger eller måneder før du for alvor ser indtjening. Så det skal altså være lysten der driver værket.

Hvor meget kan man tjene på Affiliate Marketing, tænker du måske? Det er et godt spørgsmål, og det er sjældent at dem der arbejder med Affiliate Marketing vil ude med et svar på hvad de tjener penge på og hvor meget de tjener. Måske især fordi de jo kan risikere at andre stjæler ideerne og vil tjene på det. Herudover kan det være stor unøjagtighed, fordi nogle kampagner kan du let tjene mange penge på og andre skal du generere mange besøgende for at tjene penge. Betalingen for et lead kan svinge lige fra måske 20 kroner pr. lead til 2000 kroner pr. lead.

For alligevel at sætte et beløb på, kan jeg dog nævne at du kan let skabe en indtægt på Affiliate Marketing på et par tusinde kroner pr. måned. Skal du arbejde fuld tid med Affiliate Marketing og tjene mange penge på det, skal du arbejde hårdt. Men der er folk der også på fuld tid tjener penge på det.

Hvordan kommer jeg igang med Affiliate Marketing?

Nu er det tid til at komme igang med Affiliate Marketing. Men hvad kræver det egentlig? Ja, det skal vi lige have styr på.

For det første skal du jo lave hjemmesider, for at kunne placere reklamer på dem. Det kræver at du har et webhotel og et domæne, hvor du har installeret WordPress. Først skal du altså købe et webhotel og et domæne, og det kan du gøre hos Unoeuro for under 300 kroner for et år. Bagefter skal du installere WordPress og begynde at lave sider (bare rolig det er nemmere end du tror :-)) – og det har jeg lavet en guide til hvordan du gør her.

Det kan jo også være du allerede har en hjemmeside eller en blog. Så er det jo bare at komme igang med at placere reklamer på den. Det første du skal gøre når du har en hjemmeside på plads, er at tilmelde dig et Affiliate Netværk. Et Affiliate Netværk er et firma som formidler reklamerne mellem annoncørerne og affiliate marketers (dig). Når du er tilmeldt dem, kan du kigge på alle de reklamer de udbyder, og så er det bare at udvælge dem der passer til din hjemmeside. Du placerer så en kode for reklamen på din hjemmeside og når du så henviser besøgende der fører til et lead, vil de registrere det og du vil optjene penge. Når du har tjent mere end et vist minimumsbeløb, vil du så få pengene udbetalt.

Jeg vil anbefale dig at tilmelde dig disse tre Affiliate Netværk, som jeg har gode erfaringer med:

  • PartnerAds
  • AdService
  • Digital Advisor

Du opretter bare en profil hos dem, og så er du klar til at se hvilke reklamer de udbyder. Find først en annoncør som du gerne vil reklamere for, og så tilmelder du dig dem. De fleste bliver autogodkendt med det samme, så du straks kan placere reklamer. Andre skal lige godkendes af annoncøren først.

Så finder du de bannerreklamer som passer til det sted den skal vises på din hjemmeside, og kopierer HTML koden som så skal indsættes på hjemmesiden. Du kan enten vælge at indsætte det med en widget for Brugerdefineret HTML, eller du kan anvende et plugin som for eksempel Adrotate til at vise dem.

Du kan også generere affiliate links, der peger direkte til de produkter du vil reklamere for. Dette hedder Deeplinking, fordi du linker ind dybt på en hjemmeside. Her kan du indsætte URL adressen direkte, eller også kan du anvende et plugin som Prettylink til at gøre URL adresserne kortere og pænere.

Når en besøgende klikker på et banner eller et link kommer de direkte til annoncørens hjemmeside. Samtidig placeres der en cookie som fortæller at det er dig der har henvist dem. Denne cookies levetid kan være forskelligt fra netværk til netværk, men varer typisk en måneds tid. Hvis den besøgende så køber noget fra annoncøren inden for den måned, tjener du en procentdel af salget. Denne indtjening kalder man for en kommision.

Du vil ved at logge ind på Affiliate Netværkets hjemmeside løbende kunne se statistik for hvor mange du har henvist og hvor meget du har tjent.

Hvordan laver jeg indhold til min hjemmeside?

Nu har du styr på hvordan du får en hjemmeside og hvordan du får reklamer på den. Men hvis du skal have besøgende, skal du lave indhold.

Måske du allerede har en blog eller hjemmeside med indhold. Så er det jo bare at placere reklamer på den.

Ellers er den mest effektive når du skal arbejde med Affiliate Marketing, at vælge et niche produkt og så lave en hel hjemmeside der beskæftiger sig med det. Det kunne for eksempel være en hjemmeside der fortæller alt der er værd at vide om hamstre, og her kan du så reklamere for hamsterudstyr såsom hamsterbure, løbehjul, foder osv. Det kunne også være en hjemmeside om rejse til Berlin, hvor du så reklamer for alle mulige ting fra Berlin.

Hvis du ikke vælger nichestrategien, kan du jo også bare lave en hjemmeside om alt mulig der interesserer dig. Det vigtigste er bare det interesserer dig, og du har lyst til at skabe indhold. Denne hjemmeside IT-blogger.dk opstartede jeg tilbage i 2012, fordi jeg interesserer mig for IT-emner og ofte hjalp folk med forskellige IT-problemer. Derfor skrev jeg artikler om hvordan man fixer ting, og så placerer jeg reklamer ude i siden. Dette er ikke en hjemmeside der følger nichestrategien, men der er stadig mulighed for at tjene penge med Affiliate Marketing.

Gode råd om Affiliate Marketing

Nu er du igang med Affiliate Marketing, men hvordan bliver du så god til det? Ja, for det første er det bare at prøve sig frem. Test hvad der virker og hvad der ikke virker. Prøv mere af det der virker og mindre af det der ikke virker. Det er nok groft sagt det man skal gøre.

Ellers kan du med fordel følge med i hvad andre skriver om Affiliate Marketing og hvad der virker for dem. Jeg skriver for eksempel hyppigt om Affiliate Marketing, så ved at følge IT-blogger.dk på Facebook vil du også kunne følge med i det.

Ellers kan du jo følge forskellige blogs fra andre folk der arbejder med Affiliate Marketing. Du kan også stille spørgsmål eller tjekke ud hvad andre spørger om på diverse forums for affiliate marketing. De kommer for eksempel på Amino.dk eller på Marketers.dk (koster penge).

Husk nu endelig også at det er for dine besøgende du skriver indhold – ikke for dine annoncører. Du skaber kun dårlig indhold, hvis du skriver indhold efter hvad du gerne vil annoncere for. Skriv om et emne som interesserer dig, men som der også findes reklamer for. Og skriv gerne også om emner du ikke får reklamer ud af. Det kan godt være de ikke direkte giver indtægter, men det gør de indirekte i form af flere besøgende.

Og så sidst, men ikke mindst: Giv ikke op! Det er hårdt arbejde at komme igang, og det kan tage måneder før du tjener penge. Da jeg startede i 2012, tror jeg min indtægt de første måneder var 12 kroner. Men et halvt års tid senere begyndte jeg allerede at tjene nogle hundrede kroner hver måned. Det er hårdt arbejde og mange giver op, hvis det ikke lykkedes i starten. Men kun ved at have tålmodighed kan du tjene penge på Affiliate Marketing.

Jeg håber dette gav dig en introduktion til Affiliate Marketing. Jeg vil de kommende måneder udgive en Affiliate Marketing Update, hvor du også kan følge med i hvilke nye ting der sker på området. Følg med her på IT-blogger.dk eller på vores Facebookside. Og stil endelig spørgsmål i kommentarerne hvis du er i tvivl.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x